Abonnér
Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Klyngestyregruppemøde RRA
den 21. juni 2024 kl. 12:00
i Regionshospitalet Randers

 


Sagnr.: 1-00-12-24

1. Mødedeltagere

Sagsfremstilling

Randers Kommune

Thomas Krarup, sundhed-, kultur- og omsorgsdirektør (afbud)

Lene Jensen, omsorgschef

Christina Breddam, sundhedschef (repræsenterer klyngekommunerne på sundhedsområdet) (afbud)


Norddjurs Kommune

Lene Mehlsen Thomsen, direktør

Anne-Marie Bentzen, chef for Sundhed og Omsorg


Favrskov Kommune

Ulrik Johansen, direktør for social og sundhed

Jeanette Rokbøl, ældrechef

Jørn Nielsen, socialchef (repræsenterer klyngekommunerne på social- og psykiatriområdet) (afbud)


Syddjurs Kommune

Anders Blæsbjerg Baun, direktør for Sundhed og Dannelse

Niels M. K. Diedrichsen, sundheds- og ældrechef


Almen Praksis

Marie Nygaård Fogh, praktiserende læge og medlem af bestyrelsen for PLO Midt (afbud)

Thomas Clausen, praktiserende læge og praksiskoordinator


Regionshospitalet Randers

Mette Bærentsen, sygeplejefaglig direktør

Lone Winther Jensen, lægefaglig direktør

Henrik Larsen, hospitalsdirektør


Psykiatrien Region Midtjylland

Jannie Falk Bjerregaard, sygeplejefaglig direktør

Runa Sturlason, cheflæge, Regionspsykiatrien Randers


Patienter og pårørende

Jonna Nymann Pedersen (Medlem af Patientinddragelsesudvalget. Udpeget af Kræftens Bekæmpelse, Danske Patienter) (afbud)

Repræsentant fra Patientinddragelsesudvalget (Vacant)


Sekretariat

Anja Skaarup, chefkonsulent, Psykiatrien Region Midtjylland

Stinna Andreasen, specialkonsulent, Randers Kommune

Sine Møller Sørensen, specialkonsulent, Regionshospitalet Randers


Mette Bærentsen er mødeleder.

Beslutning

-

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-27-22

2. Opfølgning på møde i den politiske klyngegruppe

Det indstilles,

at klyngestyregruppen tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Der har været møde i den politiske klyngegruppe 3. maj 2024.


Mette Bærentsen giver en orientering fra mødet.

Beslutning

Orientering taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

3. Status på tværsektoriel implementeringsgruppe om børn og unge i psykisk mistrivsel og opfordring til beslutning om STIME

Det indstilles,

at klyngestyregruppen drøfter implementeringsgruppens opfordring vedrørende beslutning om STIME


Sagsfremstilling

Klyngens tværsektorielle implementeringsgruppe om børn og unge i psykisk mistrivsel afholdt møde 14. maj 2024, hvor der blev gjort status på de forskellige relevante indsatser og samarbejdet på tværs. Det blev samtidigt drøftet, hvordan gruppen skal komme videre med arbejdet. I den forbindelse blev der blandt andet snakket om muligheden for anvendelsen af STIME på tværs af Randersklyngen. Alle repræsentanterne i implementeringsgruppen bakkede op om dette, særligt med henblik på at komme videre med arbejdet omkring det kommunale behandlingstilbud.


Etablering af kommunalt behandlingstilbud og fælles metode

Det er nationalt besluttet, at alle kommuner skal etablere et behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Behandlingen i tilbuddet skal som udgangspunkt bestå af dokumenterede/evidensbaserede metoder i form af manualbaserede behandlinger rettet mod en vifte af forskellige symptomer. I den faglige ramme peges der på, at Cool Kids, Mind My Mind og STIME alle er eksempler på metoder svarende i form og indhold til de indsatser, tilbuddet skal kunne tilbyde.


Eftersom behandlingstilbuddet skal være igangsat i juli 2024 og fuldt implementeret ved udgangen af 2025, var der på implementeringsgruppemødet i maj enighed om, at beslutningen om en eventuel fælles metode ikke kan vente meget længere. Hvis der ønskes ensartethed i kommunernes behandlingstilbud, er der en oplagt chance nu, men det kræver en meget snarlig beslutning. På den baggrund vil implementeringsgruppen gerne videregive et fælles ønske til klyngestyregruppen om muligheden for anvendelsen af STIME på tværs af Randersklyngen.


Der er opmærksomhed på, at der er møde i sundhedsstyregruppen 20. september, hvor det forventeligt skal drøftes, om der kan opnås enighed om anvendelsen af STIME på tværs af regionen. Implementeringsgruppen opfordrer klyngestyregruppen til at videreformidle et samlet ønske fra klyngen om en beslutning om anvendelse af STIME. Hvis ikke der kan opnås enighed herom, så en anden fælles metode.


Implementeringsgruppen vil samtidigt opfordre klyngestyregruppen til allerede nu at drøfte alternative muligheder alt efter udfaldet på sundhedsstyregruppemødet i september. I tilfælde af, at der ikke kan opnås enighed om en fælles metode på tværs af regionen, opfordrer implementeringsgruppen til, at der træffes beslutning om, at Randersklyngen i fællesskab arbejder videre i retning af STIME.


Til orientering er næste møde i implementeringsgruppen 17. juni 2024, og det planlægges, at der afholdes tre møder i 2. halvår af 2024.


Faglig ramme for det kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel er vedlagt.


Beslutning

Anders Blæsbjerg Baun orienterede om status fra implementeringsgruppen.


Kommunerne i Randersklyngen bakker op om, at STIME anvendes som en fælles metode. Vi afventer beslutning i Sundhedsstyregruppen om anvendelse af STIME eller evt. en tilpasset model.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-223-22

4. Implementering af udvidet samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse

Det indstilles,

at Klyngestyregruppen godkender, at implementeringen af Samarbejdsaftalen om de gode indlæggelse og udskrivelse, der er udvidet til også at omfatte den psykiatriske patient forankres i hhv.


  • Arbejdsgruppen om sammenhængende patientforløb i fht. voksenområdet, der udvides med repræsentanter fra det kommunale psykiatri- og socialområde
  • Implementeringsgruppe om børn og unges mistrivsel i fht. børneområdet

Sagsfremstilling

Samarbejdsaftalen om den gode indlæggelse og udskrivelse er nu udvidet til også at omfatte den psykiatriske patient. KLyngestyregruppen skal i dette punkt tage stilling til, hvordan opgaven med at implementere samarbejdsaftalen forankres i klyngen.


Udvidelse af Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse

Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse trådte i kraft i 2022. Aftalen har hidtil omfattet indlæggelser og udskrivelser i somatikken, men aftalen er nu udvidet til også at omfatte indlæggelser og udskrivelser for den psykiatriske patient på både voksen- samt børne- og ungeområdet. Det har været vigtigt i arbejdet at lave så få tilføjelser og særlige tiltag som muligt i forhold til den oprindelige samarbejdsaftale. Fokus har dermed været på at give den psykiatriske patient samme muligheder ved indlæggelse og udskrivelse som den somatiske.


Samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse sker ud fra en værdibaseret tilgang med seks principper, der har til formål at skabe bedre muligheder for gode og sammenhængende patientforløb:


  1. Inddragelse af borgeren og de pårørende
  2. Et fælles ansvar at sikre det gode sammenhængende indlæggelses- og udskrivelsesforløb for borgeren
  3. Den gode udskrivelse starter ved indlæggelsen
  4. Videndeling og realistiske oplysninger
  5. Relationsdannelse, gensidig tillid og dialog
  6. Fælles forberedelsestid.


Vedhæftet punktet er godkendelsesversionen af den udvidede samarbejdsaftale om den gode indlæggelse og udskrivelse.


Implementering og opfølgning

Klyngerne har ansvar for den tværsektorielle dialog om implementering af samarbejdsaftalen. Som en hjælp er der udarbejdet et huskekort på det psykiatriske område, der er vedlagt som bilag. Der vil også blive udarbejdet et flowchart.


Erfaringer fra den tværsektorielle implementering i somatikken i de fem klynger i Region Midtjylland viser, at bl.a. følgende tiltag opleves at understøtte den gode indlæggelse og udskrivelse:


  • Tilstedeværelse af kommunale nøglepersoner i forbindelse med udskrivning på hospitalet
  • Virtuelle udskrivningskonferencer
  • Indsatser, der øger kendskabet til hinanden på tværs af sektorer fx fælles skolebænk, tværsektorielle audits, faglige netværk, udveksling/gensidige besøg og e-læringsprogram
  • Aftalekort som kan udleveres til patienten


Der er også fortsat plads til forbedringer, fx nævnes:


  • Bedre kvalitet i dokumentationen i den elektroniske kommunikation, og arbejdet med at højne kvaliteten i den elektroniske kommunikation er et fokusområde i alle klynger
  • Forståelsen og tolkningen af fælles forberedelsestid er vanskelig at omsætte i praksis, blandt andet på grund af de ofte meget komplekse forløb som kalder på individuel håndtering


Det er aftalt, at relevante oplysninger sendes mellem parterne via korrespondancebreve på det psykiatriske område (gældende MedCom standarder skal fortsat bruges til psykiatriske patienter, der er tilknyttet/skal tilknyttes ældre- omsorgsområdet i kommunen). Dog vil det i udgangspunktet desværre stadig være nødvendigt med kommunikation via telefon og papir til de regionale og private bosteder.


Da alle parter allerede er i gang med at anvende korrespondancebreve i den tværsektorielle kommunikation, er vurderingen, at implementering af samarbejdsaftalen bør fokusere på samarbejde, indhold og aftaler om arbejdsgange mv. fremfor det tekniske område.


Implementering af samarbejdsaftalen i Randersklyngen

Det anbefales, at implementeringen af den udvidede samarbejdsaftale i forhold til voksenområdet forankres i klyngens arbejdsgruppe om sammenhængende patientforløb. Denne arbejdsgruppe varetager allerede opgaven med at implementere samarbejdsaftalen i forhold til den somatiske patient. Der vil dog være behov for at udvide arbejdsgruppen med repræsentanter fra det kommunale psykiatri- og socialområde.


Det anbefales desuden, at børne- og ungedelen placeres i klyngens implementeringsgruppe om børn og unges psykiske mistrivsel. Implementeringgruppen foreslås da


  • både somatik og psykiatri er repræsenteret i gruppen
  • samarbejdsaftalen lægger sig godt op ad samarbejdsaftale om børn- og unge i mistrivsel (bl.a. med kommunikation via korrespondancebreve), som gruppen i forvejen arbejder med
  • implementeringsgruppen skal favne bredt inden for emnet

Beslutning

Indstilling blev godkendt.


Arbejdsgruppen om sammenhængende patientforløb suppleres med 1 kommunal repræsentant fra social- og psykiatiområdet. Favrskov Kommune udpeger repræsentant.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

5. Opfølgning på seminar

Det indstilles,

at klyngestyregruppen prioriterer forslagene til fokusområder i forhold til, hvad der skal arbejdes videre med først

Sagsfremstilling

27. maj 2024 blev der afholdt seminar for klyngestyregruppen. På seminaret arbejdede klyngestyregruppen med ambitioner og fælles mål for 2024.


Klyngestyregruppens input fra dagen kan sammenfattes i nedenstående fokusområder:


1. Fokus på at holde borgeren/patienten rask, herunder arbejde videre med


  • Hvad der skal til for at holde de ældre medicinske patient rask, så de ikke risikerer at komme akut på hospitalet
  • Hvordan vi kan sikre mere smidige/bedre forløb for borgere med kronisk sygdom som har kontakt med flere offentlige instanser

2. Strategisk brug af eksisterende data til prioritering af indsatser, herunder


  • Udpegning af interesseområder, frikøb af datamedarbejder, prioritering af prøvehandlinger, monitorering og kommunikation


3. Populationsansvar - at få et overblik over forskellige borgergrupper i den fælles population, herunder


  • Data på socialgruppefordeling, fælles projekter om differentierede tilbud, spredning og evt. flere koordinatorer


4. Samarbejdsaftaler og arbejdsgrupper - at få et overblik, der giver mulighed for prioritering af indsatser/arbejdsgrupper, herunder


  • Struktur/metodik for hvordan viden fra arbejdsgrupper tilgår styregruppen, kobling og prioritering udfra samarbejdsaftaler i fht. arbejdsgrupper, genbesøge grundlaget for de eksisterende arbejdsgrupper


Input fra arbejdet i grupper på seminaret er vedlagt.

Beslutning

Sekretariatet udarbejder oplæg til organisering af arbejdsgrupper med henblik på, at der sikres sammenhæng i klyngens indsatser.


Det vil også være relevant at sætte fokus på den mere langsigtede anvendelse af data herunder også, at data inddrages mere i arbejdsgrupperne.


De indsatser, der allerede er i gang, fortsætter.


På et kommende møde vil det også være relevant at drøfte, hvad vi skal lægge i begrebet om det nære sundhedsvæsen om 5 år.


Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

6. Kortlægning af faglige netværk i klyngen

Det indstilles,

at klyngestyregruppen tager orientering om resultater af kortlægning af faglige netværk og arbejdsgrupper i Randersklyngen til efterretning


at resultater af kortlægningen tages med tilbage i egen organisation mhp. lokalt initiativ til oprettelse af tværsektorielle netværk, hvor det vurderes relevant


Sagsfremstilling

Klyngestyregruppen får i denne sag en orientering om resultaterne af den kortlægning af faglige netværk og arbejdsgrupper i Randersklyngen, som klyngestyregruppen besluttede at sætte i gang på møde 24. november 2024. Det foreslås, at resultaterne tages med tilbage i egen organisation, og at der ved behov lokalt kan tages initiativ til nye faglige netværk.


Baggrund

9. oktober 2023 afholdte Randersklyngen en fælles udviklingsdag for ledere og nøglepersoner fra kommuner, almen praksis, hospital samt repræsentanter fra patienter og pårørende. Deltagerne bidrog med en række forslag og input til klyngen. Ét af de foreslåede temaer fra udviklingsdagen er et fokus på at styrke vidensdeling og netværk med henblik på at skabe rammer for sammenhængende borger- og patientforløb.


Klyngestyregruppen besluttede 24. november 2023 at igangsætte en kortlægning af eksisterende faglige netværk samt behov og ønsker til fremtidige netværk. Kortlægningen er foretaget ved udsendelse af et spørgeskema målrettet faglige ledere, fagspecialister og nøglepersoner i klyngen. Spørgeskemaet er udsendt af klyngesekretariatet 9. februar 2024 med svarfrist 1. marts 2024. Spørgeskemaet er vedlagt som bilag.


Hensigten med spørgeskemaet var således at


  • kortlægge eksisterende tværsektorielle netværk og arbejdsgrupper i Randersklyngen
  • undersøge, om der opleves et behov for at udbygge rammerne for vidensdeling og faglige netværk


I det følgende præsenteres resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen.


Resultater af kortlægning af eksisterende faglige netværk og arbejdsgrupper

I alt har 66 respondenter helt (59) eller delvist (7) gennemført besvarelsen af spørgeskemaet om kortlægning af faglige netværk i Randersklyngen . Respondenterne er jævnt fordelt på tre af klyngens i alt fire kommuner (39) , Regionshospitalet Randers (25) samt Børn- og Ungepsykiatrien (2).


Respondenternes stillingsbetegnelser er typisk chefsygeplejerske, kommunal afdelings- eller centerleder, faglig koordinator, kvalitetskonsulent eller lignende.


Spørgeskemaet viser, at halvdelen af de 66 respondenter svarer, at de selv eller deres medarbejdere indgår i faglige netværk eller arbejdsgrupper på tværs af klyngens sektorer - eksempelvis Tværsektoriel samarbejdsgruppe børneområdet, Arbejdsgruppe om sammenhængende patientforløb, UTH-netværk etc. Dertil angives i besvarelserne en række netværk, som fremadrettet bør indgå i en eller anden form i klyngens overblik over tværsektorielle grupper og netværk. Her kan eksempelvis nævnes erfagruppe for sårsygeplejersker, styregruppe for fælles gravidteam for sårbare gravide, ad hoc-gruppe for ledende sundhedsplejersker, erfagrupper for hhv. knæ, skuldre, hoftenære brud osv. Spørgeskemaundersøgelsen har således bidraget til klyngens eksisterende overblik over faglige netværk.

En samlet liste over netværk og grupper, som angives i besvarelserne af spørgeskemaet, er vedlagt.


Spørgeskemaet viser desuden, at arbejdsgruppe- eller netværksdeltagernes stillingsbetegnelse oftest er fagspecialister, funktionsledere eller lign. fra hhv. region og kommuner.


Endelig indhentes i spørgeskemaet viden om arbejds- og netværksgruppernes formål og mødefrekvens. Her fremgår det, at arbejds- og netværksgruppernes primære formål er driftsnær vidensdeling, faglig sparring, samarbejde og kvalitetssikring. De fleste arbejds- og netværksgrupper angiver at mødes 2-4 gange årligt. Enkelte grupper mødes ad hoc.


Forslag til nye faglige netværk eller rammer for vidensdeling

I spørgeskemaet forslår respondenterne områder, hvor nye netværk på tværs af sektorer kan understøtte kommunikation og vidensdeling til gavn for sammenhængende borger- og patientforløb. Her peges eksempelvis på følgende områder:


  • Sammenhænge og samarbejde i overgange på tværs af sektorer - eksempelvis med fokus på geriatriske borgere, borgere i forløbsprogrammer, børn/unge med psykisk sygdom etc. Særligt med deltagelse af ledere tæt på driften
  • Netværk for fagspecialister - eks. for kompressionssygeplejersker eller med et fokus på hygiejne
  • Diagnosespecifikke-erfagrupper – eks. med fokus på demens og BED (tvangsoverspisning)
  • Medicin og medicinhåndtering – eks. med fokus på dosismedicin


Et samlet overblik over respondenternes forslag til områder, hvor nye netværk kan understøtte kommunikation og vidensdeling er vedlagt.


Da fælles viden og kendskab på tværs har betydning for kvaliteten i det tværsektorielle samarbejde og mulighederne for at understøtte sammenhæng i de enkelte borger- og patientforløb foreslås det, at orientering om kortlægning af eksisterende tværsektorielle grupper samt forslag til nye områder for tværsektorielle netværksgrupper udbredes i klyngen med henblik på lokale initiativer til at samle relevante medarbejdere i de eksisterende eller i nye tværsektorielle netværk i Randersklyngen.


Kortlægningen af klyngens faglige netværk vil desuden indgå i et kommende arbejde med fokusområdet vedrørende samarbejdsaftaler og arbejdsgrupper afledt af seminar for klyngestyregruppen 27. maj 2024.


Beslutning

Kortlægningen viser, at der er en række faglige netværk i klyngen, hvor der foregår driftsnær sparring og videndeling. Samtidig er der forslag til nye netværk.


Det er positivt, at der er disse netværk, og at man har taget kontakt på tværs, når der har været et behov.


Sekretariatet arbejder videre med kortlægningen i forhold til at kunne skelne mellem uformelle faglige netværk og formelle grupper, der har/skal have et mandat i forhold til klyngestyregruppen. Det kan overvejes, om de formelle grupper skal have tilknyttet strategiske sponsorer. Det videre arbejde med kortlægningen sammentænkes med oplæg til organisering i klyngen (jf. beslutning i punkt 5).


Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

7. Ibrugtagning af ny lovgivning om sygeplejerskers mulighed for at udføre lægeopgaver

Det indstilles,

at klyngestyregruppen orienteres om, at Randersklyngens kommuner følger KL’s faglige ramme og anbefalinger for ibrugtagning af forbeholdt virksomhed for sygeplejersker med henblik på drøftelse af eventuelle opmærksomheder


Sagsfremstilling

Kommunerne i Randersklyngen følger KL´s faglige ramme og anbefalinger i forhold til forbeholdt virksomhed for sygeplejersker. I dette punkt får klyngestyregruppen en orientering om dette og indholdet i den faglige ramme.


Baggrund

Folketinget vedtog 12. december 2023 ny lovgivning (L53), der giver sygeplejersker mulighed for at løse en række opgaver, som hidtil kun må varetages af læger (forbeholdt virksomhed for sygeplejersker). Loven trådte i kraft 1. januar 2024.


Den nye lovgivning giver sygeplejersker mulighed for at løse en række opgaver, som kun må varetages af læger ansat i regioner og almen praksis, men som lægen kan vælge at lade en sygeplejerske udføre.


Mulighederne for at varetage lægeopgaver omfatter følgende opgaver:


a) Måling af blodsukker

b) Genanlæggelse af allerede ordineret perifert venekateter

c) Genanlæggelse af allerede ordineret kateter

d) Nasale sonder: genanlæggelse af allerede ordinerede sonder

e) Kapillærblodprøver

f) Trakealkanyle og suprapubisk kateder: genanlæggelse efter det umiddelbart er faldet ud

g) Udtagelse af venøse blodprøver

h) Anvendelse af visse nærmere vacciner og lægemidler

i) Suturering af overfladiske hudsår udenfor ansigtet

De to sidstnævnte h) og i) afgrænses i en bekendtgørelse, inden de kan tages i brug af sygeplejersker i regioner og kommuner. Bekendtgørelsen er i høring med høringsfrist 16. maj 2024.


Der er ikke fra nationalt hold beskrevet en faglig ramme for, hvordan kommunerne kan gøre brug af lovens mulighed for større fleksibilitet i sygeplejen. Det følger således af loven, at det er den enkelte kommune, der afgør, hvordan og hvilke dele af et forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker, man vælger at gøre brug af. Hertil kommer, at loven ikke ændrer på selve opgavefordelingsprincippet - dvs. kommuner må fortsat ikke varetage opgaver, der ved lov er henlagt til regionerne.


KL´s faglige ramme

KL har i dialog med medarbejdere og fagchefer i en række kommuner på tværs af de fem KKR-geografier udarbejdet forslag til en faglig ramme (vedlagt) og anbefalinger (vedlagt) for fælles ibrugtagning af de nye muligheder for opgavevaretagelse i den kommunale sygepleje. Den faglige ramme omfatter opgaverne a-f. Den faglige ramme skal understøtte, at mulighederne i første omgang alene anvendes i forhold til de opgaver, der i forvejen varetages i sygeplejen og hvor ibrugtagning kan understøtte en mere fleksibel opgavevaretagelse, fordi lægen ikke skal kontaktes forud for en given indsats. Den faglige ramme gælder konkret måling af fx blodsukker og infektionstal samt genanlæggelse af en række sonder, kanyler og katetre.


Randersklyngens kommuner følger KL’s faglige ramme og anbefalinger for ensartet ibrugtagning i kommunerne af sygeplejerskers mulighed for at varetage lægeopgaver. Referat fra møde om forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker i Randersklyngens kommuner er vedlagt.


Beslutning

Kommunerne i klyngen har lagt en fælles linje i forhold til de nye regler og muligheder. Hensigten er at få mere smidige arbejdsgange i forhold til de opgaver, som allerede gennemføres fx ved rammedelegationer.

Kommunerne afventer generiske instrukser fra KL.


Der er opmærksomhed på, at der fortsat skal tages stilling til om en given prøve/procedure er nødvendig at udføre.


Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-80-23

8. Ny ansøgningsrunde til Folkesundhed i Midten

Det indstilles,

at klyngestyregruppen bidrager med eventuelle forslag til temaer, som klyngen gerne vil samarbejde om, udvikle og skabe forskning omkring


Sagsfremstilling

Klyngestyregruppen skal i denne sag komme med forslag til temaer, som der kan arbejdes videre med i forhold til en ansøgning til Folkesundhed i Midten.


Baggrund

Fonden Folkesundhed i Midten er et kommunalt-regionalt samarbejde, der har til formål at yde økonomisk støtte til forsknings- og udviklingsaktiviteter igennem partnerskabet. Folkesundhed i Midten er etableret som følge af Sundhedslovens § 194, hvor regionerne har ansvaret for, at der udføres forsknings- og udviklingsarbejde i regionen, mens kommunerne skal medvirke til denne forskning. Samarbejdskonstruktionen udgøres af Region Midtjylland og alle 19 midtjyske kommuner.


Hvad støtter fonden Folkesundhed i Midten?

Fonden Folkesundhed i Midten støtter følgende:


  • Tværsektorielle forskningsprojekter, som er praksisnære og anvendelsesorienterede
  • Udarbejdelse af ph.d.- protokoller
  • Hjælp til udformning af forskningsprojekt


Forsknings- og udviklingsaktiviteterne skal bidrage til følgende formål


  • at sikre at forsknings- og udviklingsarbejde i det fælles kommunale-regionale opgavefelt understøttes, og at ydelser og uddannelse af sundhedspersoner varetages på et højt fagligt niveau
  • at opruste kommunerne og regionen til i fællesskab at tiltrække nationale forsknings- og udviklingsmidler i samarbejde med faglige miljøer
  • at udvikle et strategisk samarbejde med Aarhus Universitet


Ansøgning om midler 2024

I 2024 skal emnet for et forskningsprojekt eller en ph.d.-protokol falde inden for et eller flere af følgende områder:


  • Sammenhæng og tryghed
  • På borgerens præmisser
  • Et nært og tilgængeligt sundhedsvæsen
  • Et sundhedsvæsen i balance


Folkesundhed i Midten ser også gerne ansøgninger med fokus på borgernes mistrivsel, mentale sundhed, psykisk sårbarhed og psykisk sygdom.


Ansøgningen skal indeholde en uddybende beskrivelse af, hvilke(t) af temaområderne forskningsprojektet tilhører.


I ansøgningen skal der være en særskilt beskrivelse af, hvordan projektet relaterer sig til Sundhedsaftalen 2024-2027.


Forskningsprojektet skal indebære et samarbejde på tværs af mindst to af følgende organisatoriske enheder: 1) Region Midtjylland, 2) almen praksis og 3) kommunerne. Det indebærer, at medarbejdere fra mindst to af de nævnte enheder skal bidrage aktivt til forskningsprojektet. Det kan fx være gennem aktiv deltagelse i arbejds- og/eller styregrupper, der nedsættes som en del af forskningsprojektet.

Læs mere om krav til ansøgningens indhold på regionens side om Fonden Folkesundhed i Midten


Hvem kan søge?

Ansøgeren skal være en eller flere midtjyske kommuner, en klynge (jf. Sundhedsaftalen 2024-2027) eller en afdeling/institution, der organisatorisk tilhører Region Midtjylland.

Hvornår kan man søge?

Fra den 10. april 2024 kan der søges støtte til midler, der kan anvendes fra 1. januar 2025. Ansøgningsrunden lukker tirsdag d. 3. september kl. 12.00.


Hvor meget kan man søge?

Folkesundhed i Midten finansieres i fællesskab mellem Region Midtjylland og de deltagende kommuner. Folkesundhed i Midten har ca. 2,5 mio. kr. årligt til at medfinansiere forskning. Til tværsektorielle forskningsprojekter kan der ydes medfinansiering pr. projekt i størrelsesordenen 500.000 kroner.


Randersklyngens repræsentation i Folkesundhed i Midten

Folkesundhed i Midten er organiseret med en bestyrelse, et videnskabeligt bedømmelsesudvalg og et prioriteringsudvalg.


Prioriteringsudvalget består af ansatte kommunale og regionale klyngerepræsentanter, en repræsentant for Psykiatrien samt formandskabet, der er udpeget af bestyrelsen (Sundhedsstyregruppen). Udvalget prioriterer ansøgningerne under hensyntagen til Det Videnskabelige Bedømmelsesudvalgs bemærkninger. Prioriteringsudvalget udarbejder indstilling til bestyrelsen, der træffer endelig beslutning vedrørende ansøgningerne.


Fra Randersklyngen er Christina Breddam, sundhedschef, Randers Kommune repræsentant i Prioriteringsudvalget og Marianne Renberg, chefsygeplejerske, Akutafdelingen, Regionshospitalet Randers er suppleant i Prioriteringsudvalget.


Beslutning

Det er en relevant pulje at have fokus på i klyngen. Der kan ansøges en gang årligt i september.


Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers arbejder med en projektidé i forhold til forældre, der indlægges sammen med deres børn, og vil kontakte sundhedsplejen, hvis der skal arbejdes videre med en tværsektoriel ansøgning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

9. Udmøntning af midler til sekretariat

Det indstilles,

at klyngestyregruppen godkender udmøntning af midler til fælles sekretariatsfunktion

Sagsfremstilling

Regionshospitalet Randers, Psykiatrien og Randers Kommune deler sekretariatsfunktionen for klyngesamarbejdet. I forhold til tidligere kan det konstateres, at opgaverne er øget væsentligt, og at der er en stor administrativ opgave med koordinering, mødeforberedelse mv. til såvel det politiske som det administrataive niveau i klyngesamarbejdet.

På den baggrund foreslår formandskabet, at der af klyngemidler afsættes kompensation til Regionshospitalet Randers/Psykiatrien og Randers Kommune til dækning af dette arbejde.


Det er ikke muligt af de klyngemidler, der er bevilget via bloktilskuddet at kompensere herfor, men gennem de afsatte midler fra aftalen vedr. stomi-hjælpemidler vil det være muligt.


Det foreslås, at der årligt, foreløbig i den periode disse midler dækker, afsættes 600.000 kr. årligt, og som fordeles med 300.000 kr. til hhv. Regionshospitalet Randers/Psykiatrien og Randers kommune, og at de udmøntes fra 1. juli 2023 til og med 30. juni 2027, hvorefter ordningen tages op til fornyet overvejelse.


Oversigt over udmøntningen af fælles midler fremgår af punkt 10.

Beslutning

Det blev godkendt, at der afsættes 600.000 kr. årligt, som fordeles med 300.000 kr. til hhv. Regionshospitalet Randers/Psykiatrien og Randers Kommune. Midlerne udmøntes fra 1. juli 2023 til og med 30. juni 2027, hvorefter ordningen tages op til fornyet overvejelse.


Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

10. Status fælles midler i klyngen

Det indstilles,

at klyngestyregruppen tager status på fælles midler i klyngen til efterretning

Sagsfremstilling

Som et fast punkt på møderne i klyngestyregruppen fremstilles herunder en opdateret status på Randersklyngens midler samt disponering af midler på igangsatte klyngeinitiativer.


Bloktilskud for Randersklyngen

I forbindelse med etableringen af sundhedsklyngerne pr. 01.07.2022 er der i økonomiaftalerne for 2022 og 2023 afsat 40 mio. kr. på landsplan pr. år (i alt 80 mio. kr.) tildelt via bloktilskuddet. Midlerne er givet med henblik på opstart af arbejdet i sundhedsklyngerne og styrke sammenhæng, nærhed og omstilling. Midlerne skal anvendes til udviklingsinitiativer og må ikke anvendes til sekretariatsbetjening eller drift.


Klyngemidler tidelt via bloktilskuddet til Randersklyngen (i mio. kr.):

År

Overført fra tidligere år

Tildelt af

Budget i alt

Kommunerne

Regionen

2022

0,000

1,555

1,471

3,027

2023

3,027

1,555

1,477

6,059


Forventet forbrug (i kr.) i 2024 og 2025-2026 af klyngemidler

Initiativ

2024

2025-2026

I alt

Analyse af borgerens vej

50.300


50.300

Udviklingsdag

41.300


41.300

Laboratorium (skrøbelige borgere i overgangene)

60.000


60.000

Proceskoordinator - for initiativer for børn og unge

400.000


400.000

Film om rygestop

75.000


75.000

LKT hoftebrud

200.000

400.000

600.000

Disponeret i alt

826.600

400.000

1.226.600

Rest til senere disponering



4.927.400


Stomimidler for Randersklyngen

I Randersklyngen er der i perioden 2023-2027 midler fra aftalen om stomi-hjælpemidler, som skal bruges til klyngearbejde. Randersklyngens midler for perioden udgør samlet 4,754 mio. kr. jf. nedenstående tabel. Der er ikke samme binding til anvendelse af disse midler, derfor kan disse midler også finansiere fx mere administrative aktiviteter.


Midler i Randersklyngen fra stomiområdet (mio kr.):


2023

2024

2025

2026

2027

Budget i alt

Randersklyngen samlet

0,396

1,189

1,189

1,189

0,792

4,755


Forventet forbrug for 2023, 2024 og 2025 (i kr.) af stomimidler

Initiativ

2023

2024

2025

I alt

Sekretariatsbetjening af klyngen

300.000

600.000

600.000

1.500.000

Disponeret i alt

300.000

600.000

600.000

1.500.000*

Rest til senere disponering




3.255.000


*Forudsat, at klyngestyregruppen godkender at afsætte midler til sekretariatsbetjening af klyngen jf. punkt 9.

Beslutning

Status taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

11. Udspil fra Sundhedsstrukturkommissionen og Ældrereform

Det indstilles,

at klyngestyregruppen drøfter Ældrereformen og udspil fra Strukturkommissionen

Sagsfremstilling

Regeringen og aftalepartierne; Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik i april 2024 aftale om en ny ældrereform. Faktaark om reformen er vedlagt.


Desuden offentliggjorde Sundhedsstrukturkommissionen 11. juni 2024 anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen. Faktaark om Strukturkommissionens tværgående anbefalinger er ligeledes vedlagt.


Beslutning

Udspil fra Sundhedsstrukturkommissionen blev drøftet. Udspillet er i høring frem til august 2024.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

12. Oversigt igangværende udviklingsinitiativer i klyngen

Det indstilles,

at klyngestyregruppen tager status til efterretning

Sagsfremstilling

Som et fast punkt på møderne i klyngestyregruppen er vedlagt oversigt over igangværende udviklingsinitiativer i klyngen.

Beslutning

Status taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

13. Skriftlige orienteringer

Det indstilles,

at klyngestyregruppen tager orienteringerne til efterretning

Sagsfremstilling

1. Ny repræsentant for patienter og pårørende i klyngestyregruppen

Annette Roed har trukket sig fra sin post i Patientinddragelsesudvalget og dermed også som repræsentant for patienter og pårørende i klyngestyregruppen i Randersklyngen. Der vil blive udpeget en afløser, som forventes at indtræde i klyngestyregruppen.



2. Særlige pladser i psykiatrien

Regeringen har indgået en aftale med KL og Danske Regioner om en omlægning af de særlige pladser i psykiatrien, så de kan anvendes mere fleksibelt og ikke risikerer at stå tomme. Aftalen er faldet på plads som led i sidste årets økonomforhandlinger med KL og Danske Regioner og betyder, at man skal omlægge de særlige pladser i psykiatrien til et længerevarende, regionalt tilbud med fokus på den samme målgruppe; i Psykiatrien i Region Midtjylland kaldet ’rehabiliterende pladser’.


Af aftalen fremgår det, at man nationalt skal nedskalere de nuværende 114 særlige pladser i psykiatrien til 88 pladser i et længerevarende og mere fleksibelt tilbud forankret i den regionale psykiatri. Det betyder konkret, at Psykiatrien i Region Midtjylland skal nedskalere med fem sengepladser. Denne nedskalering vil ske i regi af Psykiatriens interne ommærkede sengepladser, som kommunerne heller ikke i dag kan henvise til. Det betyder med andre ord, at antallet af særlige pladser vil forblive uændret frem mod omlægningen. Nedskaleringen kommer derfor ikke til at påvirke driften og visitationen til de særlige pladser frem mod 1. juli 2024, hvor omlægningen træder i kraft jf. aftalen mellem KL og Danske Regioner.


Psykiatrien i Region Midtjylland fastholder visitationen til de særlige pladser indtil 1. juli 2024. Herefter nedlægges det eksisterende visitationsforum til de særlige pladser. Det nuværende visitationsforum vil derfor forventeligt afholde deres sidste møde ultimo juni 2024.


Frem mod 1. juli 2024, vil der blive nedsat en arbejdsgruppe internt i Psykiatrien. Flere af de udvalgte repræsentanter sidder med i visitationsforum for særlige pladser. Dette skal være med til at sikre, at det nye rehabiliterende tilbud samt en ny visitationsproces bygger ovenpå de gode erfaringer som vi har fået i forbindelse med de særlige pladser. Det forventes desuden, at der vil være et betydeligt overlap i målgruppen for de nuværende særlige pladser og de nye rehabiliterende pladser jf. beskrivelserne i vedhæftede lovforslag.


Såfremt ovenstående giver anledning til spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Marie-Louise Lorenz fra Psykiatristaben på marloz@rm.dk



3. Ny national partnerskabsaftale om tvang

Klyngestyregruppen fik på sidste møde den 12. april 2024 en skriftlig orientering om et forventet kommende fokus på forebyggelse af tvangsindlæggelser i den nye nationale partnerskabsaftale om mål for mindre tvang i psykiatrien for perioden 2024-2030. Aftalen udarbejdes som en del af udmøntningen af 'Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed'.


Forventningen var således, at det nye partnerskabsaftale ville sætte nyt fokus på forebyggelse af tvang før, under og efter indlæggelser i psykiatrien. Sundhedsklyngerne forventedes derfor at blive tildelt en særlig rolle i den fælles opgave med at forebygge tvangsindlæggelser.


Partnerskabsaftale er siden sidste klyngestyregruppemøde blevet politisk godkendt. Aftalen har i første omgang alene fokus på tvang under indlæggelse og omfatter tre tvangsformer; bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang. Den fælles opgave med at forebygge tvangsindlæggelser er med andre ord for nuværende ikke en del af aftalen.


Der er dog stadig en faglig erkendelse af, at forebyggelse af tvang skal starte før indlæggelse og fortsætte efter udskrivelse. Regeringen, Danske Regioner og KL er med partnerskabsaftalen derfor enige om i fællesskab at igangsætte en analyse, der skal undersøge potentialer i socialpsykiatrien for indsatser, der kan medvirke til at forebygge, at borgere bliver indlagt med tvang i psykiatrien, og dermed forebygge yderligere brug af tvang under indlæggelse. På baggrund af analysens resultater vil der i 2025 blive taget stilling til, om der skal fastsættes en konkret målsætning ift. det forebyggende arbejde i kommunerne, samt tilhørende indsatser, der kan bidrage til at nedbringe omfanget af tvangsindlæggelser.




4. Anbefalinger vedrørende brug og implementering af e-læringsprogrammet ”Nyfødtes trivsel”
Med henblik på at understøtte de tværsektorielle implementeringsnetværk
s arbejde fremsendes arbejdsgruppens anbefalinger til henholdsvis brugen og implementeringen af e-læringsprogrammet ”Nyfødtes trivsel”. Fødeplanudvalget godkendte anbefalingerne 21. marts 2024, og opfordrede samtidig klyngerne til at sprede gode historier om brugen af e-læringsprogrammet. Anbefalingerne kan findes her Samarbejdsaftalen https://www.sundhedsaftalen.rm.dk/siteassets/om-sundhedsaftalen/samarbejdsaftaler/elaringamning_anbefalingerbrugimplementering290124.pdf

Beslutning

Orienteringerne blev taget til efterretning.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-00-12-24

14. Eventuelt

Beslutning

Projekt Tværspor sættes på som et punkt til et kommende møde.


Tilbage til toppen

Kontakt Randersklyngen

Regionshospitalet Randers

Sine Møller Sørensen
sine.moller.sorensen@rm.dk

Randers Kommune

Stinna Andreasen
stinna.andreasen@randers.dk

Psykiatrien i Region Midtjylland

Anja Skaarup
anjakris@rm.dk