Sundhedsstyregruppen 15. november 2021 (Referat)
til
mødet i
den 15. november 2021 kl. 12:00
i Virtuelt møde
1. Mødedeltagere
Sagsfremstilling
Flemming Storgaard, Ikast-Brande Kommune
Søren Liner Christensen, Herning Kommune
Lone Rasmussen, Skanderborg Kommune
Lone Becker Kjaergaard, Holstebro Kommune
Mette Andreassen, Viborg Kommune
Ulrik Johansen, Favrskov Kommune
Hosea Dutscke, Aarhus Kommune
Linda Bonde Kirkegaard, Fælleskommunalt Social- og Sundhedssekretariat i Midtjylland
Maria Eeg Smidt, Fælleskommunalt Social- og Sundhedssekretariat i Midtjylland
Jonna Holm Pedersen, KKR
Henrik Idriss Kise, PLO-M
Bruno Melgaard Jensen, PLO-M
Pernille Blach Hansen, Region Midtjylland
Poul Michaelsen, HE Vest, Region Midtjylland
Hanne Sveistrup Demant, HE Horsens, Region Midtjylland
Marianne Jensen, RH Randers, Region Midtjylland
Thomas Balle Kristensen, HE Midt, Region Midtjylland
Susanne Lauth, AUH, Region Midtjylland
Anette Schouv Kjeldsen, AUH, Region Midtjylland
Tina Ebler, Social og Psykiatri, Region Midtjylland
Mette Kjølby, Koncern Kvalitet, Region Midtjylland
Dorthe Klith, Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland
Helene Bech Rosenbrandt, Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland
Beslutning
Der var afbud fra Mette Andreassen, Henrik Kise, Bruno Melgaard, Thomas Balle og Susanne Lauth.
2. Gensidig orientering om covid og den aktuelle situation i sundhedsvæsenet
Formandskabet indstiller,
at | der gensidigt orienteres om status på covid og på den aktuelle situation i sundhedsvæsenet. |
Sagsfremstilling
Beslutning
Hospitalerne oplever et generelt pres. Der er ikke så mange med covid, men der opleves et pres pga. mange akutte patienter og indlagte med andre infektioner mm. Derudover er både hospitaler og kommuner udfordrede ift. rekruttering og personale, der har oplevet et langvarigt pres grundet covid mm.
Testkapaciteten er ved at blive opskaleret. Der øges fra 32.000 til 35.700 PCR tests og fra 21.000 til 42.000 kviktests. Der er pt ventetid nogle steder.
Vaccinekapacitet er i den seneste periode øget i takt med, at flere indkaldes til 3. stik.
3. Øget pres på sundhedsvæsenet og den akutte aktivitet
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedstyregruppen identificerer og prioriterer mulige fælles løsningsforslag, der kan bidrage til at mindske presset på blandt andet det akutte område. |
at | Sundhedsstyregruppen træffer beslutning om de næste skridt. |
Sagsfremstilling
Region Midtjylland har hen over sommer og efterår oplevet en stigende aktivitet på det akutte område, og det ser ud til at fortsætte. Ligeledes opleves generelt et stort pres på sundhedsvæsenet samtidig med, at hospitalerne skal håndtere udsat aktivitet som følge af covid-19 og sygeplejerskestrejken. Vi ser nu frem mod en vinter, hvor de foreløbige prognoser peger på en øget aktivitet i relation til covid-19 samt øvrige infektionssygdomme og dermed udsigt til, at presset på eksempelvis det akutte område fortsætter.
Sundhedsstyregruppen drøftede kort sagen på mødet 13. september 2021 og besluttede, at der skulle igangsættes en proces, der har til formål at identificere årsagerne til den øgede akutte aktivitet for dermed at kunne pege på konkrete løsninger.
Formålet med dette punkt er, at Sundhedsstyregruppen identificerer og prioriterer mulige fælles løsningsforslag og træffer beslutning om de næste skridt.
Punktet indledes med et kort oplæg af sygeplejefaglig direktør Hanne Sveistrup Demant, Regionshospitalet Horsens, som giver et hospitalsperspektiv på de nuværende udfordringer, herunder presset på det akutte område, årsagerne hertil og mulige perspektiver for samarbejdet.
Der vil herefter være gruppearbejde med afsæt i nedenstående spørgsmål:
- Hvilke udfordringer og konkrete løsningsmuligheder kan vi se på kort og lang sigt?
- Hvad skal der til for at iværksætte løsningerne?
- Hvilke barrierer ser vi?
- De næste skridt?
Der er vedlagt et bilag med overblik over antal færdigbehandlede, forebyggelige indlæggelser samt akutte genindlæggelser.
Nedenfor et kort rids af eksempler på nuværende rammer/initiativer:
- Pilotprojekt om akutapp 'De nære behandlingstilbud'. App'en skal bidrage til, at bl.a. praktiserende læger/vagtlæger har et bedre overblik over kommunale akuttilbud. Alle kommuner har nu tilsluttet sig, og prøvehandlingen kan derfor igangsættes
- Samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner. Samarbejdsaftalen understøtter et tættere samarbejde mellem de praktiserende læger og de kommunale akutfunktioner, samt mulighed for at endnu ikke færdigbehandlede patienter kan udskrives til kommunal akutfunktion, hvor hospitalet fastholder behandlingsansvaret
- En række lokale initiativer om den ældre medicinske patient
- Samarbejdsaftale om IV-behandling i nærområdet
- Samarbejdsaftale om sundhedsvisitationer
- Rammepapir for samarbejde om udgående ambulante teams (psykiatri).
Samarbejdsaftaler findes her: https://www.sundhedsaftalen.rm.dk/sundhedsaftalen-2019-2022/samarbejdsaftaler/
Beslutning
Oplæg fra Hanne Sveistrup Demant og indlæg fra PLO-Midtjylland er vedlagt referatet.
Sundhedsstyregruppen gav input til tværsektorielle tiltag, der kan bidrage til at mindske presset på blandt andet det akutte område - både på kort sigt og på langt sigt:
- Forebygge akutte indlæggelser og genindlæggelser, herunder fx
- styrket rådgivning fra hospitaler
- lægefaglig back-up/lægedækning (hospitaler/almen praksis)
- tværsektorielt overblik over akut kapacitet
- udskrivningskonferencer på video
- behandling i eget hjem / ’hjem som første mulighed’
- afdække viden om indlæggelser fra ældreboliger/plejehjem
- afgørende også at tænke proaktivt og have fokus på forebyggelse og sundhedsfremme
- Reducere færdigbehandlingsdage, herunder identificere årsager og løsninger i klyngerne
- Dataoverblik, herunder dashboard med kommunefordelte data i realtidsopgørelser ift. fx genindlæggelser, færdigbehandlingsdage mm.
Der blev gjort opmærksom på, at der også kommunalt opleves pres på akutkapaciteten, og at det ikke inden for de nuværende rammer er muligt at skrue op for kommunernes akutte kapacitet. Derfor er det væsentligt, at der i et fællesskab findes alternativer til at imødekomme presset.
Sideløbende arbejdes der i regi af hospitalerne med bl.a. at tilbyde flere subakutte tider. Der er endvidere igangsat flere initiativer mellem regionen og de praktiserende læger. PLO-Midtjyllands forslag til initiativer vil blive taget med i de videre drøftelser.
Sundhedsaftalesekretariatet og formandskabet samler op på drøftelsen og laver overblik over indsatsområder til udvikling og afprøvning, der adresserer både det korte og det lange sigte. Forslaget sendes forbi Sundhedsstyregruppen til kort skriftlig kommentering, hvorefter arbejdet sættes i gang. Initiativerne vil blive tilføjet den regionale 360 graders plan.
Bilag
4. Fælles politisk retning for overvægt i Midtjylland – udkast til intentionspapir og forslag om nedsættelse af tværsektoriel arbejdsgruppe
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen kvalificerer og godkender udkast til intentionspapir om den fælles overvægtsindsats. |
at | Sundhedsstyregruppen godkender udkast til kommissorium for tværsektoriel arbejdsgruppe vedr. fælles overvægtsindsats. |
Sagsfremstilling
Formandskabet for det administrative arbejde vedrørende fælles indsats om overvægt (Pia Ulv Helleland, direktør Lemvig Kommune og Dorthe Klith) i samarbejde med Sundhedsaftalesekretariatet har udarbejdet et udkast til intentionspapir. Udkastet kvalificeres og godkendes på mødet i Sundhedsstyregruppen, inden det behandles i Sundhedskoordinationsudvalget den 13. december. Udkast til intentionspapir er vedlagt.
Udkastet er udarbejdet på baggrund af den politiske konference 27. september 2021 og beslutninger truffet på det efterfølgende møde i Sundhedskoordinationsudvalget (jf. referat af mødet i Sundhedskoordinationsudvalget 27.09.21).
Udkastet indeholder forslag til:
- en fælles målsætning om, at vi vil reducere andelen af børn og unge med overvægt og svær overvægt i Midtjylland i løbet af de næste 5-10 år
- fire spor, der skal medvirke til at nå målsætningen. De fire spor er:
- Udgangspunkt i nuværende indsatser - hvad gør vi i dag?
- Borgernes perspektik
- Videns- og dataopbygning
- Videndeling og spredning af indsatser, der viser god effekt
Proces for udarbejdelse og godkendelse af intentionspapir er skitseret i tabellen nedenfor:
Omsætning af den politiske retning – forankring
Den fælles indsats forankres politisk i Sundhedskoordinationsudvalget og fremadrettet i det nye Sundhedssamarbejdsudvalg. Administrativt forankres indsatsen i Sundhedsstyregruppen.
Konkret omsættes den fælles retning i det lokale klyngesamarbejde.
Forslag om at nedsætte en tværsektoriel arbejdsgruppe
Til det videre arbejde med at omsætte retningen og den fælles målsætning i intentionspapiret foreslår formandskabet for det administrative arbejde, at Sundhedsstyregruppen nedsætter en tværsektoriel arbejdsgruppe. Deltagerkredsen er repræsentanter fra kommunerne (dækkende områderne børn og unge samt sundhed), hospitalsrepræsentanter, repræsentanter fra almen praksis og relevante videnspersoner. Formandskabet kan supplere med ad hoc deltagere efter behov fx udvalgte civilsamfundsaktører.
Gruppens opdrag bliver at igangsætte de fire spor i intentionspapiret med henblik på at bidrage til den fælles målsætning om at reducere andelen af børn og unge med overvægt og svær overvægt i Midtjylland. Forslag til kommissorium for gruppen er vedlagt med henblik på godkendelse i Sundhedsstyregruppen.
Arbejdet med de fire spor igangsættes som en agil og iterativ proces, hvor der løbende opbygges viden som trædesten for de næste skridt og beslutninger. Derfor vil arbejdsgruppen have løbende tilbagespil til Sundhedsstyregruppen. Samtidig vil Sundhedsstyregruppen løbende involvere Sundhedssamarbejdsudvalget med henblik på at træffe de nødvendige politiske beslutninger til sikring af fremdrift.
Beslutning
Indstillinger godkendt med bemærkning om, at intentionspapiret justeres med afsæt i input fra kommenteringsrunden i DKS samt input fra mødet, inden det fremlægges for Sundhedskoordinationsudvalget.
Input fra mødet:
- præciser at den kommunale opgavevaretagelse også kan være af behandlende karakter
- overvej at inddele målgruppen børn og unge i aldersgrupper, inkl. definere øvre aldersgrænse på 25 år for målgruppen unge
- udfolde at vi skal undgå stigmatisering af børn og unge
- ift. spor om borgerperspektivet – inkluder også børns omgivelser
- spredning bør inkludere rum for lokale tilpasninger
- overvej mere tryk på vidensindsamling fra start
- overvej om gravide skal inkluderes.
Bilag
5. Midtvejsstatus på IV-aftalen 2021
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen godkender midtvejsstatus på IV-aftalen 2021, herunder at anbefalinger videregives fra Sundhedsstyregruppen til Sundhedskoordinationsudvalget. |
Sagsfremstilling
Efter godkendelse i Sundhedskoordinationsudvalget, regionsrådet og kommunerne er implementering af 'Samarbejdsaftale om IV-behandling i nærområdet' igangsat i klyngerne i perioden 1. juni – 1. september 2020.
Det var planlagt at gennemføre en evaluering af samarbejdsaftalen i efteråret 2021. Grundet covid-19 er der dog endnu ikke sket fuld implementering alle steder. Af denne grund er det valgt at udarbejde en midtvejsstatus og anbefale evaluering af aftalen primo 2023. Den generelle vurdering er, at aftalen er kommet godt i gang, og der er et godt samarbejde i klyngerne om aftalen. IV-styregruppen fremsætter på baggrund af midtvejsstatus følgende anbefalinger:
- At klyngerne drøfter status på lokal implementering af IV-aftalen med afsæt i midtvejsstatus
- At hospitalerne fortsat har fokus på at understøtte hensigtsmæssig brug af IV-aftalen gennem altid at vurdere mulighed for overgang til tabletbehandling, fortsætte/intensivere implementering af selvadministration samt vedvarende arbejde hen mod at flere behandlinger kan varetages på pumpe
- At der igangsættes en prøvehandling i Randersklyngen ift. kommunal hjælp til selvadministration
- At hospitalerne opfordres til at sikre systematisk arbejde med data omkring tabletbehandling
- At der skal arbejdes med kulturen for, at borgere modtager behandling i nærområdet. Kommunerne skal være opmærksomme på dette, og hospitalerne skal bistå i vurderingen af, hvad den enkelte borger kan.
- At klynger, kommuner og hospitaler modtager samlet materialepakke inkl. links til samarbejdsaftalen, edok retningslinjen, IV-vejledninger mm. og opfordring til at sikre kendskab til aftalen hos relevant personale
- At der primo 2023 udarbejdes en evaluering af 'Samarbejdsaftale om IV-behandling i nærområdet' baseret på data fra 2021 og 2022.
Beslutning
Indstilling godkendt. Midtvejsstatus tilføjes et afsnit om borgeroplevet kvalitet, når der er tilstrækkeligt data på den del.
6. Godkendelse af revideret aftale om brug af elektroniske henvisninger fra hospital til kommunale sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud i Midtjylland
Formandskabet indstiller,
at | revideret aftale om brug af elektroniske henvisninger fra hospital til kommunale sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud i Midtjylland godkendes. |
at | det godkendes, at aftalen træder i kraft, når "Den gode kommunehenvisning" (XREF15) og "Det gode kommunale afslutningsnotat" (XDIS15) tages i brug i Midt-EPJ. |
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet en revideret aftale om brug af elektroniske henvisninger fra hospitaler til kommunale sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud i Midtjylland. Den reviderede aftale er vedlagt. Aftalen afløser den aftale, der blev indgået i 2015. Revisionen af aftalen sker på baggrund af implementering af nye Medcom-standarder "Den gode kommunehenvisning" (XREF15) og "Det gode kommunale afslutningsnotat" (XDIS15) i Midt-EPJ.
Det overordnede formål med aftalen er at sikre sammenhængende sundhedsfremme- og forebyggelsesforløb for borgerne, og at alle borgere, der kan have gavn af et kommunalt sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud, tilbydes henvisning med udgangspunkt i de behov, den enkelte borger har.
Aftalen beskriver, hvordan kommuner og hospitaler samarbejder om elektroniske henvisninger til sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud i Region Midtjylland med henblik på at sikre gode, sammenhængende forløb for borgerne samt hvilke opgaver, de to aktører har.
Det foreslås, at aftalen træder i kraft efter godkendelse i Sundhedsstyregruppen, og når Medcom-standarderne "XREF15" og "XDIS15" tages i brug i Midt-EPJ. Den præcise dato for ibrugtagning i Midt-EPJ er ikke kendt, men det forventes at være i løbet af 2022.
Hvad er nyt i den reviderede aftale
- "Den gode kommunehenvisning" (XREF15) samt "Det gode kommunale afslutningsnotat" (XDIS15) anvendes i forbindelse med elektroniske henvisninger til kommunale sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud
- Nye kategorier/henvisningsformål (bliver implementeret som drop-down i Midt-EPJ) "Rygestop" og "Forebyggelsestilbud/ Kost Alkohol Motion". Rygestop er en selvstændig kategori, idet man arbejder henimod at kunne monitorere selvstændigt på denne for at følge op på samarbejdsaftale om rygestop
- At det gælder alle hospitalskontakter
- Det er udspecificeret, at det er kommunen, der laver den endelige visitation til et sundhedsfremme- og forebyggelsestilbud.
Udkast til aftalen har i oktober 2021 været i høring i kommunerne og på hospitalerne i Midtjylland, hvor tilbagemeldingerne overordnet var positive. På baggrund af høringssvarene er der indarbejdet enkelte tilføjelser. Det drejer sig om følgende:
- Det tilføjes i aftalen, at lægesekretærer kan henvise på vegne af en sundhedsperson
- Det tilføjes i aftalen, at forebyggelsestilbuddene skal fortsat altid ses i forhold til den enkelte kommunes serviceniveau.
Høringssvar og administrationens håndtering af høringssvarene er vedlagt.
I forhold til monitorering er der bestilt en teknisk løsning i Midt-EPJ til at trække data på henvisningsformålene. Dato for hvornår denne løsning er i drift er ikke kendt.
Aftalen vurderes ikke at omfatte opgaveflytninger mellem sektorerne.
Beslutning
Indstilling godkendt.
Bilag
7. Forslag om politisk indspil til sundhedsreform fra Midtjylland
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen bakker op om, at Sundhedskoordinationsudvalget sender en henvendelse til KL og Danske Regioner samt kommer med input/pointer, der ønskes indarbejdet i henvendelsen. |
Sagsfremstilling
Med henblik på at vi fra det midtjyske samarbejde får bragt fælles perspektiver ind i den afsluttende fase af arbejdet med en samlet sundhedsreform, foreslår formandskabet for Sundhedsstyregruppen, at vi laver en henvendelse til KL og Danske Regioner.
Henvendelsen vil være med Sundhedskoordinationsudvalget som afsender og have fokus på de indholdsmæssige elementer i sundhedsreformen.
Formålet med henvendelsen er at gøre KL og Danske Regioner opmærksom på de gode erfaringer, vi i fællesskab mellem sektorerne er lykkedes med i det midtjyske samarbejde i den forgange valgperiode.
Samtidig vil Sundhedskoordinationsudvalget kunne kvittere for de politiske reformudspil, der allerede er bragt på banen, og pege på hvilke udfordringer vi oplever, en sundhedsreform bør adressere.
Sundhedsstyregruppen bedes give input til, hvilke elementer der skal indarbejdes i henvendelsen med henblik på at påvirke indholdet i sundhedsreformen.
Eksempelvis vil vi kunne fremhæve gode erfaringer fra løsninger:
- der udvikles og drives i klyngesamarbejdet (fx rygestopindsatser og hjerterehabilitering) med opfordring til, at sundhedsreformen sikrer frirum til, at klyngerne kan udvikle gode løsninger
- der skabes i det tværgående samarbejde (fx fælles sundhedsvisitationer, IV-aftalen).
Med eksemplerne kan vi synliggøre, hvor langt man kan nå i udviklingen af det nære sundhedsvæsen med tværsektorielt samarbejde på alle niveauer, gensidig tillid og politisk vilje til at ville finde løsninger til borgernes bedste.
Desuden vil vi kunne påpege, at en række barrierer fortsat udfordrer de gode løsninger for borgerne.
Eksempelvis kan fremhæves barrierer i form af:
- manglende kapacitet og ressourcer
- behov for bedre rammer for datadeling på tværs af sektorer
- behov for national afklaring af økonomi ifm større opgaveoverdragelser (fx IV)
- behov for klar lovgivning på området for hjælpemidler og behandlingsredskaber
- behov for enkle rammevilkår til at understøtte fælles konstruktioner til opgaveløsning på tværs af sektorer
Sundhedskoordinationsudvalget vil med henvendelsen opfordre KL og Danske Regioner til, at den kommende sundhedsreform kan afhjælpe disse barrierer og give frirum til, at der findes de bedste løsninger i samarbejdet.
Beslutning
Sundhedsstyregruppen bakker op om, at Sundhedskoordinationsudvalget sender en henvendelse til KL og Danske Regioner. Sundhedsstyregruppen foreslår, at henvendelsen inkluderer vores gode erfaringer med samarbejdet i Midtjylland og går på indhold fremfor organisation.
8. Godkendelse af kommissorium for tværsektorielt Psykiatriforum
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen godkender kommissorium for tværsektorielt Psykiatriforum. |
Sagsfremstilling
Kontaktudvalget har på møde 15. oktober 2021 godkendt forslag til ny organisering for Alliancen om den nære psykiatri. Forslaget indebærer, at det politiske og administrative samarbejde om den nære psykiatri fremadrettet entydigt forankres i sundhedsaftalesamarbejdet, dvs. Sundhedskoordinationsudvalget og Praksisplanudvalget og på sigt Sundhedssamarbejdsudvalget (jf. Aftale om sammenhæng og nærhed – sundhedsklynger). Dette med henblik på at videreføre og forankre Alliancens hidtidige arbejde og sikre en styrket, tværsektoriel samarbejdsstruktur om psykiatrien.
Alliancen om den nære psykiatri har på nuværende tidspunkt eksisteret i tre år. Alliancen blev etableret som et ligeværdigt samarbejde på tværs af kommuner, region, almen praksis og civilsamfund med et mål om at forbedre og udvikle den nære psykiatri i Midtjylland. Samarbejdet har hidtil været forankret i Kontaktudvalget.
Baggrunden for den ændrede samarbejdsstruktur er bl.a. en forventet snarlig udmøntning af 10-års plan for psykiatrien, hvor der vil være behov for et endnu tættere samarbejde for at lykkes. Herudover har det vist sig lettere at sprede og implementere initiativer i sundhedsaftalesamarbejdet (som klyngerne er en del af) end udenfor, og endelig vil forankringen i sundhedsaftalesamarbejdet imødekomme udmøntningen af aftalen om sundhedsklynger og det nære sundhedsvæsen, idet klyngerne allerede i dag er en central del af sundhedsaftalesamarbejdet.
Forankringen af samarbejdet om den nære psykiatri i regi af sundhedsaftalesamarbejdet fordrer tilpasning af den administrative organisering. På baggrund heraf foreslås etablering af et tværsektorielt, administrativt, besluttende samarbejdsorgan, Psykiatriforum (udkast til kommissorium vedlagt), med deltagelse fra regionen, de 19 midtjyske kommuner samt almen praksis. Dette mhp. at sikre en robust og styrket tværsektoriel samarbejdsstruktur om psykiatrien, hvor psykiatrien og alliancens arbejde kan videreudvikles på tværs af sektorerne i Midtjylland. Som sådan foreslås Psykiatriforum nedsat med et tværsektorielt formandskab bestående af koncerndirektør fra Region Midtjylland samt formanden for KOSU (den Kommunale Styregruppe på sundhedsområdet i den midtjyske region).
Med forankring i sundhedsaftalesamarbejdet nedsættes Psykiatriforum med reference til Sundhedsstyregruppen. Der skal løbende være en konkret vurdering af behovet for inddragelse af Sundhedsstyregruppen, men det lægges til grund, at Sundhedsstyregruppen altid inddrages ved bindende aftaler, der skal lægges op til politisk beslutning i Sundhedssamarbejdsudvalget, regionsrådet og byrådene.
Afslutningsvist bemærkes, at der ift. godkendelse af kommissoriet for Psykiatriforum tages forbehold for KD-nets godkendelse af samme på møde 3. december 2021.
Figur 1. Psykiatriforum, forankring (figur mv. opdateres når endelig national aftale er offentliggjort)
Beslutning
Indstilling godkendt.
9. Onboarding 2022
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen godkender plan for onboarding af ny Sundhedsstyregruppe. |
at | Sundhedsstyregruppen giver bemærkninger til onboarding af kommende Sundhedskoordinationsudvalg/Sundhedssamarbejdsudvalg. |
Sagsfremstilling
I forlængelse af valg til regions- og byråd vil der ifm. den efterfølgende konstituering blive udpeget medlemmer til den kommende periode. Sundhedskoordinationsudvalget og Praksisplanudvalget bliver fra 1. juli 2022 erstattet af et Sundhedssamarbejdsudvalg (SSU), og der oprettes politiske klyngegrupper (PKG). Den kommunale repræsentation i SSU vil have indflydelse på den kommunale repræsentation i Sundhedsstyregruppen (SSG), ligesom der vil kunne ske udskiftning/tilføjelse i den regionale bemanding af SSG.
Selvom Sundhedssamarbejdsudvalget først formelt træder i kraft 1. juli 2022, vil det være hensigtsmæssigt for arbejdet, at det de facto er de kommende medlemmer af udvalget, der også varetager opgaven i 1. halvår 2022. Dermed kan onboarding af udvalget ske i løbet af 1. halvår 2022, ligesom arbejdet med den næste sundhedsaftale, der skal træde i kraft 1. juli 2023, kan påbegyndes.
Formålet med onboarding-aktiviteter er tredelt:
- forventningsafstemning og introduktion til tværsektorielt samarbejde og det nære sundhedsvæsen
- relationsskabelse
- indledende skridt ift. ny sundhedsaftale.
Sekretariatet har påbegyndt forberedelse af den kommende onboarding og foreslår følgende onboarding-aktiviteter:
- opstartsmøde med formandskabet for Sundhedsstyregruppen mhp. afklaring af formandskabets ambitioner og ønsker for arbejdet, aktiviteter 1. halvår og ønsker til sekretariatet (fx gennem stakeholder-interview) (februar)
- opstartsmøde med formandskabet for Sundhedskoordinationsudvalget/Sundhedssamarbejdsudvalget mhp afklaring af formandskabets politiske ambitioner og ønsker for arbejdet, aktiviteter 1. halvår, inddragelse af almen praksis og ønsker til sekretariatet/SSG (fx gennem stakeholder-interviews) (februar)
- velkomstpakke til medlemmer af Sundhedsstyregruppen og Sundhedskoordinationsudvalget/Sundhedssamarbejdsudvalget med velkomstbrev fra formandskabet, udkast til kommissorium og forretningsorden, mødekalender + info om First agenda, invitation til døgnseminar og politisk opstartsseminar (februar)
- 1. møde i Sundhedsstyregruppen (1. møde 9. februar bliver med nuværende medlemmer af Sundhedsstyregruppen, 1. møde med ny bemanding bliver dermed døgnseminar 21.-22. april og ordinært møde i maj)
- 1.møde i Sundhedskoordinationsudvalget/Sundhedssamarbejdsudvalget (april)
- Døgnseminar for Sundhedsstyregruppen (april)
- Politisk opstartsseminar for Sundhedssamarbejdsudvalget samt politiske klyngegrupper og med deltagelse fra Sundhedsstyregruppen samt administrative repræsentanter i de politiske klynger (maj).
Sundhedsstyregruppens formandskab har godkendt, at sekretariatet planlægger døgnseminar for Sundhedsstyregruppen 21. april kl. 12 til 22. april kl. 13 (med forbehold for at kommunal medformand kan deltage) samt booker opstartsmøder i de nye formandskaber for henholdsvis Sundhedsstyregruppen og Sundhedskoordinationsudvalget/Sundhedssamarbejdsudvalget i februar (med forbehold for at de kommunale formænd kan deltage).
Beslutning
Indstilling godkendt. Der var ikke yderligere bemærkninger til politisk onboarding.
10. Samblik KOL
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen tager status til efterretning. |
Sagsfremstilling
Samblik KOL skal blive den digitale platform, der skal være med til at give borgere og sundhedsfaglige et overblik over sundhedsinformationer og tiltag i borgernes behandling for KOL. Overblikket skabes på tværs af kommune, region og almen praksis.
Projektet har ligget stille under corona. Det har hverken været muligt at nedsætte borgergrupper eller indhente data fra borgere med KOL. Derudover har det været vanskeligt at trække på sundhedsfaglige personer fra kommuner og de lungemedicinske afdelinger til udvikling af løsningen.
Det er aftalt, at der sker en “reboarding” af projektet, som skal være med til at sætte projektet i gang igen.
Projektet består af fem faser, hvoraf fase ét er gennemført i vinteren 2019. De resterende faser gennemføres ultimo 2021 og i 2022. Projektet forventes af være fuldt implementeret og klar til at tage i brug i oktober 2022.
Implementeringen og udviklingen af Samblik KOL har et samlet budget på 4,180 mio. kr. Heraf en samlet kommunal og regional egenfinansiering på 0,750 mio. kr.
Puljemidlerne kommer fra Innovationspuljen i Region Midtjylland og fra Sundheds- og Ældreministeriets pulje til strategi for digital sundhed 2020.
Med de to puljer har Region Midtjylland og kommunerne i alt modtaget 3,430 mio. kr. til udvikling og implementering af Samblik KOL. På grund af forsinkelsen med baggrund i coronasituationen er puljerne forlænget, så udviklingen af Samblik KOL kan færdiggøres.
Til gennemførelsen af projektet stiller Herning Kommune en projektleder på fuld tid til rådighed. Stillingen finansieres af midler fra kommunernes og regionens egenfinansiering med 0,250 mio. kr. hver – i alt 0,500 mio. kr.
Beslutning
Indstilling godkendt.
11. Deltagelse i det kommende lærings- og kvalitetsteam vedr. kronisk obstruktiv lungesygdom
Formandskabet indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen tager orienteringen om Lærings- og kvalitetsteam KOL til efterretning. |
at | Sundhedsstyregruppen godkender den foreslåede proces til udpegning af hvilke kommuner, hospitaler og repræsentanter fra almen praksis, der vil deltage i Lærings- og kvalitetsteam KOL. |
Sagsfremstilling
Kort om lærings- og kvalitetsteams
Som en del af Det Nationale Kvalitetsprogram, og Økonomiaftale 2016 mellem Regeringen og Danske Regioner, gennemføres der løbende lærings- og kvalitetsteams (LKT) på tværs af landet. Et LKT udgøres af et nationalt netværk af klinkere og ledere fra relevante afdelinger, enheder og/eller kommuner, samt en national ekspertgruppe, som skal sætte mål for og arbejde med kvalitetsforbedringer for et udvalgt emne.
Et LKT forløber over en afgrænset periode på 2 år fra 1. læringsseminar. Forbedringsarbejdet udføres af hospitalsenhedens/kommunens lokale team af klinikere og fagpersoner med specialviden inden for det pågældende emne.
Baggrund for forslaget
Sundhedsstyregruppen blev i november 2020 orienteret om, at projektbeskrivelsen for Lærings- og Kvalitetsteam vedr. Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (LKT KOL) ville blive revideret efter den netop havde været i national høring samt, at opstarten af LKT'et ville blive udsat pga. Covid-19.
Projektbeskrivelsen for LKT KOL (vedlagt) er blevet revideret og sendt i 2. nationale høring. Planen er, at den efterfølgende skal forelægges den nationale Styregruppe for LKT mhp. godkendelse den 16. december 2021.
Den forberedende fase af LKT KOL (nedsættelse af forbedringsteams mv.) påbegyndes i starten af 2022, og LKT KOL vil blive igangsat med et ledelses- og læringsseminar i 2. kvartal 2022, og forløbe i perioden 2022-2024.
Det skal besluttes hvilke aktører fra den midtjyske region, der skal deltage i LKT KOL. LKT KOL er en tværsektoriel indsats, og det foreslås derfor, at Sundhedsstyregruppen træffer beslutningen, herunder godkender den beskrevne proces for udpegning af deltagere.
Forslag til proces for udpegning
Det foreslås, at klyngerne hver især drøfter hvilke konkrete kommuner, hospitaler og repræsentanter fra almen praksis, der gerne vil deltage i LKT KOL.
Drøftelserne i klyngerne vil være grundlaget for, at Sundhedsstyregruppen kan træffe den endelige beslutning om hvilke kommuner, hospital og repræsentanter fra almen praksis, der kommer til at deltage i LKT KOL, til Sundhedsstyregruppens møde den 9. februar 2022.
Deltagelse i LKT KOL
LKT KOL er en tværsektoriel indsats. Der lægges op til, at indsatsen i hver region i første omgang afprøves i ét forbedringsteam bestående af 1 hospital, minimum 1-2 kommuner fra den respektive hospitalsklynge samt repræsentanter fra almen praksis, evt. praksiskonsulent eller praksiskoordinator. Det er frivilligt, om almen praksis vil deltage. Der er udarbejdet et bilag til projektbeskrivelsen med forslag til, hvordan arbejdet kan organiseres med almen praksis.
Afprøvningen kommer til at forløbe i et år, hvorefter der vil blive taget stilling til, om indsatsen skal udvides til flere aktører.
Som nævnt i ovenstående vil der blive nedsat et fælles forbedringsteam i den midtjyske region som en del af det nationale LKT KOL. Det er vigtigt, at alle faggrupper med del i patientforløbet er med i teamet.
Ekspertgruppen anbefaler, at der minimum deltager følgende i et forbedringsteam:
- Personer med KOL eller repræsentanter fra patientorganisationer
- Repræsentanter fra 1 hospital
- Repræsentanter fra 1-2 kommuner fra den respektive hospitalsklynge, og gerne flere
- 2 repræsentanter fra den præhospitale indsats
- 1-2 repræsentanter fra almen praksis.
Forbedringsteamet fokuserer på det nære forbedringsarbejde og arbejder lokalt med kliniske og organisatoriske processer og arbejdsgange, der skal forbedres for at opfylde målene for LKT KOL.
De deltagende forbedringsteams er gensidigt forpligtede til åbenhed om resultater, deling af viden og erfaringer samt at lære af hinanden. Denne deling af viden finder blandt andet sted ved deltagelse i de nationale læringsseminarer.
Resultat- og procesmål
Resultatmålet er "nedbringelse af genindlæggelser med 15 %", og "andelen der dør pga. akut forværring inden for 30 dage efter indlæggelse" er ulempeindikator.
Hertil kommer en række procesmål inden for fire indsatser: 1) Fokuserede indsatser for særligt sårbare personer med KOL, 2) Tryghedsskabende indsatser, 3) Rehabiliterende indsatser og 4) Den præhospitale indsats.
Region Midtjylland er national tovholder for LKT KOL.
Det er muligt at læse mere om LKT på siden: http://kvalitetsteams.dk/
Beslutning
Indstilling godkendt.
12. Eventuelt
Beslutning
Fra kommunal side blev rejst, at nogle borgere oplever, at de ikke kan blive vaccineret hos egen læge. Der er ønske om, at flere praktiserende læger tilbyder vacciner, da det skaber større tilgængelighed for borgerne og understøtter den fælles kampagne for at fremme vaccination mod influenza.