Sundhedsstyregruppen 24. november 2017 (Referat)
til
mødet i
den 24. november 2017 kl. 11:00
i Regionshuset i Viborg, mødelokale F 7
1. Mødedeltagere
Sagsfremstilling
Lasse Jacobsen, Viborg Kommune
Hosea Dutscke, Aarhus Kommune
Anders Kjærulff, Silkeborg Kommune
Søren Liner Christensen, Herning Kommune
Kate Bøgh, Favrskov Kommune
Rene Nielsen, Hedensted Kommune
Kjeld Bertelsen, Struer Kommune (afbud)
Lone Rasmussen, Skanderborg Kommune
Linda Bonde Kirkegaard, KOSU
Jonna Holm Pedersen, KKR
Lise Høyer, PLO-M
Henrik Kise, PLO-M (afbud)
Christian Boel, Region Midtjylland
Poul Michaelsen, HE Vest, Region Midtjylland
Inge Pia Christensen, AUH, Region Midtjylland
Tove Kristensen, HE Midt, Region Midtjylland
Jonas Dahl for Marianne Jensen, RH Randers, Region Midtjylland
Anette Schouv Kjeldsen , AUH, Region Midtjylland
Hanne Sveistrup Demant, HE Horsens, Region Midtjylland
Gert Pilgaard, Social og Psykiatri, Region Midtjylland
Mette Kjølby, Koncern Kvalitet, Region Midtjylland
Dorthe Klith, Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland
Helene Bech Rosenbrandt, Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland
Beslutning
Velkommen til Anette Schouv Kjedsen, der afløser Eva Sejersdal Knudsen.
Jonas Dahl deltog. for Marianne Jensen.
Afbud fra Kjeld Betrelsen og Henrik Kise.
2. Afrapportering fra aktionsforskningsforløb om fælles ledelse
Administrationen indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen drøfter resultatet af forløbet med fælles ledelse |
at | Sundhedsstyregruppen drøfter konsekvenser for det videre tværsektorielle samarbejde, herunder afklarer anbefalinger til den kommende periode i Sundhedsstyregruppen |
at | Sundhedsstyregruppen drøfter erfaringer fra arbejdet med læringsspor om IV |
Sagsfremstilling
Sundhedsstyregruppen ønsker at gå forrest ift. at praktisere fælles ledelse, som også er et ønske til resten af organisationen.
For at understøtte dette, besluttede Sundhedsstyregruppen på møde den 2. maj 2016 at indgå i et aktionsforskningsprojekt med konsulenter (Annemette Digmann og Jacob Høj Jørgensen), der gennem observation ved møder, afholdelse af individuelle interviews mm. skulle bidrage til, at gruppen bevægede sig mod mere effektiv beslutningstagning i det tværsektorielle rum og en større vi-følelse.
Formålet var at øge Sundhedsstyregruppens evne til at skabe værdi for borgerne på tværs af organisatoriske grænser ved at have fokus på de grænsekrydsende samarbejdsprocesser, organisering, mødeform, indhold mv. Forskningsspørgsmålet lød: Hvordan kommer vi fra alle de gode viljer om at lede på tværs til at gøre det i praksis?
Sundhedsstyregruppen er løbende blevet orienteret om resultater.
Annemette Digmann og Jacob Høj Jørgensen deltager under dette punkt og indleder punktet med en præsentation af deres fund og anbefalinger fra aktionsforskningsprojektet. Forskningsrapporten er vedlagt.
Der er sat god tid af til punktet med henblik på, at der bliver mulighed for en dybdegående drøftelse af konsekvenser for det videre tværsektorielle samarbejde, herunder formulering af anbefalinger til den kommende periode i Sundhedsstyregruppen.
Beslutning
Annemette Digmann og Jacob Høj Jørgensen præsenterede fund og anbefalinger. Plancher er vedhæftet. Forskningsrapporten har fokus på forbedringsmuligheder og fremhæver:
- en fælles forståelse af formålet er nødvendig
- gør uenigheden produktiv - forskellighed er en gave - udnyt potentialet
- brug tiden på møderne bedre og tag fælles ansvar for processen - tydelighed om hvornår forskellige dialogrum er i spil; nysgerrighed på andres perspektiver; gør mellemrum mellem møderne effektive
- prioritér opbygning af relationer og den nødvendige tillid
- etablér øvebaner og brug dem til fælles læring og reflektion.
Gennem gruppedrøftelser og opsamling i plenum fremkom følgende anbefalinger/opmærksomhedsområder til det videre arbejde:
- tydelighed og fælles forståelse af Sundhedsstyregruppens opgaver og formål
- fokus på at succeskriteriet er at lave indsatser, der flytter noget for borgeren
- den kommende Sundhedsstyregruppe skal have indblik i og forståelse for de enkelte sektorers forskellige vilkår og rammer
- bedre kobling mellem det politiske og administrative niveau, herunder fælles politisk prioritering
- større fokus på om vi er i et fælles udviklings- eller et forhandlingsrum; forskellige interesser og økonomi modarbejder et fælles udviklingsrum
- fastsætte præmisser for samarbejdet
- vi skal turde snakke om, at økonomi også er en præmis
- forenkling, færre mål - få konkrete mål for ét år ad gangen
- relationerne i Sundhedsstyregruppen skal bæres ud til klyngerne også
- sikre tættere bånd mellem Sundhedsstyregruppen og henholdsvis Sundhedskoordinationsudvalget og klyngestyregrupperne
- tale og skrive mindre, flere handlinger
- mere fokus på hvordan vi kommer i mål med indsatser, der skaber en effekt for borgeren.
Sundhedsstyregruppens medlemmer er velkomne til at drøfte forskningsrapporten i klyngestyregrupperne.
3. Fælles aftale om IV-behandling i nærmiljøet
Administrationen indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen drøfter status på IV-aftalen |
at | Sundhedsstyregruppen træffer beslutning om den videre proces for en fælles aftale om IV-behandling i nærmiljøet |
Sagsfremstilling
Baggrund
Sundhedsstyregruppen valgte i maj 2015 at sætte gang i et arbejde med at finde en mere ensartet løsning på de aftaler om IV-behandling i hjemmet, som flere steder var indgået lokalt mellem hospital og kommuner. Formålet var blandt andet at tilgodese de borgere, som får behandling på andre hospitaler i regionen end på det lokale hospital, og som kunne opleve, at de ikke får samme tilbud om IV-behandling i eget hjem, som hvis de blev behandlet på det lokale hospital.
Arbejdet med en aftale i 2015-16 viste, at der var enighed om det hensigtsmæssige i en fælles faglig aftale om IV-behandling (isotone væsker og antibiotika), men at der var udfordringer i forhold til håndtering af økonomien på området.
I forlængelse af aktionsforskningsprojektet om fælles ledelse i regi af Sundhedsstyregruppen udvalgte Sundhedsstyregruppen i januar 2017 arbejdet med en fælles aftale om IV-behandling som et indsatsområde, som gruppen vil lykkes med i løbet af 2017. Indsatsområdet skulle fungere som læring / øvebane for øvrige områder. På den baggrund blev der på mødet i maj 2017 nedsat en arbejdsgruppe med repræsentation på direktørniveau fra kommuner og region, som havde til opgave:
- At udarbejde forslag til en samarbejdsaftale for IV-behandling i eget hjem
- At udarbejde et beslutningsgrundlag, som indeholder en vurdering af den borgeroplevede kvalitet, forventet aktivitet samt de faktiske økonomiske konsekvenser af samarbejdsaftalen
- Løbende at indsamle læring i forlængelse af aktionsforskningsprojektet.
Status for arbejdet med en fælles aftale om IV-behandling blev forelagt Sundhedsstyregruppen i september 2017 med henblik på endelig godkendelse af aftalen ultimo 2017.
Status
Drøftelser i den mellemliggende periode peger dog på, at en fælles aftale om IV-behandling i nærmiljøet ikke er klar til at blive forelagt til endelig godkendelse på nuværende tidspunkt. Fra kommunal side er der flere administrative repræsentanter på tværs af kommunerne, der vurderer, at det foreliggende beslutningsgrundlag ikke vil være tilstrækkeligt til en politisk ratificering i byrådene. Der henvises bl.a. til usikkerhed omkring økonomien i aftalen, samt muligheden for at sikre den nødvendige styring af aftalen.
Arbejdsgruppens udkast til samarbejdsaftale om IV-behandling og tilhørende faglige retningslinjer vedlægges, så Sundhedsstyregruppen har mulighed for at orientere sig i, hvor langt arbejdsgruppen er kommet i arbejdet. Beslutningsgrundlag for aftalen vedlægges ligeledes til orientering.
Beslutning
Arbejdet har vist, at der er en fælles forståelse mellem kommunerne og regionen af de faglige dimensioner ved opgavevaretagelsen i kommunalt regi. Det er dog lige så klart, at der ikke er enighed mellem kommunerne og regionen, når det kommer til økonomien i aftalen. Det er et udbredt kommunalt krav, at pengene følger borgeren, når opgaven skifter fra hospitalsregi til kommunal varetagelse. Fra regional side er afsættet, at økonomiske spørgsmål ved opgaveflytning skal håndteres ved de centrale økonomiforhandlinger mellem Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Regeringen.
Formandskabet for den kommunale sundhedsstyregruppe (KOSU) tilkendegav, at man efter dialog med det kommunale bagland ikke finder, at der er tilstrækkelig opbakning til at forsætte arbejdet med en fælles aftale. Der er således ikke taget stilling til, hvad der skal ske med den fælles IV-aftale. IV-behandling i kommunalt regi må derfor indtil videre bero på lokale aftaler mellem hospital og den/de omkringliggende kommuner.
Sundhedsstyregruppen er enig om, at for fremadrettet at kunne arbejde med fælles aftaler om opgaveflytning er det nødvendigt at være eksplicit på hvilke politiske principper, der skal være gældende, i særdeleshed i forhold til økonomi. Sundhedsstyregruppen anbefaler derfor, at man som et led i udarbejdelsen af den nye sundhedsaftale, gør det til et politisk prioriteret område at etablere principper for samarbejdet.
Bilag
4. Afrapportering af mål
Administrationen indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen tager orienteringen til efterretning med henblik på efterfølgende drøftelse og videre foranstaltning i klyngerne. |
Sagsfremstilling
Afrapportering på sundhedsaftalens mål og nationale mål
På Sundhedskoordinationsudvalgets møde den 2. marts 2017 blev forslag til afrapportering af sundhedsaftalens mål og nye nationale mål godkendt.
Første afrapportering på sundhedsaftalens mål og nationale mål blev fremlagt på Sundhedskoordinationsudvalgets møde den 1. juni 2017.
Hermed fremlægges anden afrapportering - se vedlagte bilag. I bilaget illustreres udviklingen på de enkelte indikatorer på tværs af hospitaler. Derudover gives en aktuel status for regionen samlet set og for de enkelte hospitalsenheder samt kommunefordelt for udvalgte indikatorer. På enkelte indikatorområder afventes nationale tal, ligesom der ift. størstedelen af indikatorerne for sundhedsaftalens mål afventes en ny 'Hvordan har du det?' rapport i 2018.
Afrapporteringen udvides på sigt, når nye data bliver tilgængelige eksempelvis i forhold til opfølgning på hjerterehabiliteringen. Ligesom andre relevante nationale mål kan inddrages efter behov.
Fokusindikator
På Sundhedskoordinationsudvalgets møde den 2. marts 2017 blev endvidere indikatoren "forebyggelige indlæggelser blandt ældre" udpeget som en fælles fokusindikator som en del af arbejdet med de nationale mål på sundhedsområdet. Formandskabet for Sundhedsstyregruppen har godkendt, at "forebyggelige indlæggelser blandt ældre" fortsætter som fokusindikator i 2018.
Klyngerne skal have særligt fokus på at følge udviklingen i antallet af forebyggelige indlæggelser blandt ældre i 2017 og 2018. Klyngerne vil blive bedt om en kort status afrapportering på indikatoren to gange årligt til Sundhedsstyregruppen og Sundhedskoordinationsudvalget, og skal i den forbindelse beskrive, hvorledes der i klyngerne arbejdes med nedbringelsen af forebyggelige indlæggelser blandt ældre.
Til understøttelse af arbejdet i klyngerne stilles nu datamateriale til rådighed - se indsatte link: https://public.tableau.com/profile/magnus.krusell#!/vizhome/Forebyggeligeindlggelserblandtldre_0/Forside
Således får klyngerne mulighed for løbende at følge udviklingen af forebyggelige indlæggelser blandt ældre i egen klynge. Klyngerne kan med udgangspunkt heri drøfte, hvad det konkret giver anledning til i den enkelte klynge.
Datarapporten bygger på regionale data, og er placeret på regionens hjemmeside, hvor den opdateres løbende.
Sundhedskoordinationsudvalget vil halvårligt følge udviklingen i fokusindikatoren.
Beslutning
Indstilling godkendt med følgende bemærkninger:
- at vi skal arbejde med dynamisk afrapportering til ledelsessystem og politikere fremfor udelukkende at fokusere på skriftlige afrapporteringer. Tavle-møder blev foreslået som form til afrapportering på møder i Sundhedsstyregruppen. Formen kunne være at et sundhedsstyregruppemedlem fra hver klynge præsenterer klyngens data ift. forebyggelige indlæggelser, samt hvordan klyngen har arbejdet med at nedbringe dem, og hvad erfaringerne har givet anledning til af nye indsatser/idéer. Vest-klyngen meldte sig til at lave en prøvehandling på dette og præsenterer på næste møde i Sundhedsstyregruppen
- at antal færdigbehandlede pr. hospitalsenhed også bør opgøres pr. 1000 indbyggere for at gøre det sammenligneligt
- at det er relevant at inkludere praksisområdet. I den nye overenskomst med almen praksis indgår, at der skal formuleres indikatorer og mål for almen praksis ift. de nationale mål for sundhedsområde.
Bilag
5. Orientering om indsatser i Psykiatriplanens årsplan 2018 vedrørende udvikling af samarbejdet med kommuner og almen praksis
Administrationen indstiller,
at | orienteringen om årsplanen tages til efterretning |
Sagsfremstilling
Region Midtjylland vedtog i maj Psykiatriplan 2017, som efterfølgende skal udmøntes i årsplaner.
Udfordringerne på psykiatriområdet fordrer et stærkt samarbejde mellem psykiatri, kommuner og almen praksis. Derfor inviterede Psykiatrien i Region Midtjylland ultimo oktober samarbejdspartnere fra alle 19 kommuner samt almen praksis til et seminar om årsplanen for 2018.
På seminaret var der en bred, åben og kvalificeret dialog. Samlet set bidrog deltagerne med mere end 200 handlingsforslag, som Psykiatrien i Region Midtjylland efterfølgende har kondenseret til en række konkrete handlinger.
Psykiatriens Årsplan 2018 har stort fokus på patienten og samarbejdet omkring denne. Konkret indeholder Årsplan 2018 følgende handlinger, som involverer såvel kommunerne som almen praksis:
- Flere brugerstyrede tiltag for borgere med mange henvisninger til psykiatrien. Emnet tages op i de enkelte klyngestyregrupper i første halvår 2018 med henblik på uddybning og implementering lokalt.
- Udvikling af generisk samarbejdsmodel i forhold til de særligt syge patienter (misbrug, selvskade og udadreagerende adfærd). Kommuner og almen praksis inviteres til at deltage i udvikling af en samarbejdsmodel, der omfatter fælles skolebænk, etablering af principper for brobygningsfunktion samt at regionen yder sundhedsfaglig rådgivning til regionale og kommunale botilbud.
Endvidere vil Psykiatrien i Region Midtjylland fokusere på tydeligere, hurtigere og mere handlingsanvisende epikriser til praktiserende læge og kommunale samarbejdsparter. Ligeledes vil muligheden for at give patienten en hurtig ambulant tid blive implementeret.
Ud over Årsplan 2018 har Psykiatrien i Region Midtjylland også fokus på følgende handlinger i 2018, som vil involvere kommuner og almen praksis:
- Etableringen af "Særlige Pladser" i samarbejde med kommunerne
- Etableringen af Psykiatrien i Nordvest i samarbejde med Lemvig, Struer og Holstebro kommuner
- Etableringen af Borgernes Psykiatrihus i samarbejde med Aarhus Kommune.
Beslutning
Indstilling godkendt.
6. Udmøntning af Folkesundhed i Midten
Det indstilles,
at | Sundhedsstyregruppen godkender Prioriteringsudvalgets forslag til udmøntning af midlerne i Folkesundhed i Midten |
at | Sundhedsstyregruppen godkender Prioriteringsudvalgets forslag til temaer i ansøgningsrunden 2018 |
Sagsfremstilling
Folkesundhed i Midten yder økonomisk støtte til forsknings- og udviklingsaktiviteter til parterne i samarbejdskonstruktionen, som er de 19 kommuner og Region Midtjylland. Sundhedsstyregruppen er bestyrelse for Folkesundhed i Midten og godkender fordeling af midler og valg af temaer.
Folkesundhed i Midten har i 2017 modtaget 16 ansøgninger om støtte til forskningsprojekter og 2 ansøgninger om støtte til udarbejdelse af ph.d.-protokol.
Ansøgningerne har været behandlet af Det Videnskabelige Bedømmelsesudvalg og af Prioriteringsudvalget for Folkesundhed i Midten.
Ansøgningerne ansøgte samlet set om 8.338.230 kr., hvoraf de 200.000 kr. blev søgt til støtte til udarbejdelse af ph.d.-protokoller.
Der var 2.747.813 kr. til rådighed til uddeling.
Prioriteringsudvalget gennemgik de indkomne ansøgninger, samt Det Videnskabelige Bedømmelsesudvalgs vurderinger af ansøgningernes videnskabelige kvalitet. På baggrund heraf har Prioriteringsudvalget udarbejdet vedhæftede samlede forslag til udmøntning af midlerne i Folkesundhed i Midten.
Sundhedsstyregruppen bedes godkende forslaget til udmøntningen af midlerne.
Prioriteringsudvalget drøftede mulige temaer til ansøgningsrunden 2018 og indstiller, at temaerne fra ansøgningsrunden i 2017 videreføres.
Det drejer sig om følgende temaer:
- Et sundhedsvæsen på borgernes præmisser
- Sundhedsløsninger tæt på borgerne
- Mere lighed i sundhed.
Sundhedsstyregruppen bedes godkende disse temaer.
Beslutning
Indstilling godkendt.
Det blev besluttet, at der til næste møde i Sundhedsstyregruppen gives en skriftlig orientering om midler fra Steno Diabetes Center Aarhus til forskning i udviklings- og forskningsprojekter ift. sammenhængende patientforløb for borgere med diabetes.
7. Skriftlig orientering
Administrationen indstiller,
at | Sundhedsstyregruppen tager de skriftlige orienteringer til efterretning. |
Sagsfremstilling
Status på implementering af aktiv patientstøtte
Regionsrådet besluttede på møde den 23. august 2017, at den vestlige patientstøtteenhed for Aktiv Patientstøtte placeres ved Hospitalsenheden Vest i Herning. Enheden starter med patientindtag den 1. januar 2018 og dækker Vestklyngen og Midtklyngen. Den østlige patientstøtteenhed i Randers er begyndt med indtag af patienter i Randersklyngen og udvider til Aarhusklyngen og Horsensklyngen ultimo 2017. Projektledelsen er i gang med en runde til klyngerne, hvor det tværsektorielle samarbejde ift. indsatsen drøftes.
Resultater fra 'Sund Mand' i Ringkøbing Skjern Kommune
Der foreligger nu resultater fra det tværsektorielle projekt ’Sund Mand’. Indsatsen går ud på at øge egenomsorgen blandt 40-50 årige mænd og har været et samarbejde mellem Region Midtjylland, Ringkøbing-Skjern Kommune, de praktiserende læger i kommunen og Aarhus Universitet i 2015-2017. Ca. 2500 mænd i alderen 40–50 år har i projektperioden fået en invitation til at deltage i en helbredsundersøgelse i Sundhedshuset i Ringkøbing, med fokus på risikofaktorer i forhold til diabetes, lungelidelser, hjertekarsygdom og dårligt mentalt helbred. Over halvdelen af de inviterede takkede ja til tilbuddet. Af deltagerne viste det sig, at 3/4 havde en risikoprofil, der kræver livsstilsændringer og/eller medicinsk behandling, hvis risikoen for udvikling af sygdom skal mindskes. Halvdelen af deltagerne viste sig ved helbredsundersøgelsen at have en risikoprofil, der betød, at de blev anbefalet at opsøge egen læge. Resultaterne peger på, at det med indsatsen bl.a. har været muligt at mindske rygefrekvensen, og øge andelen der er fysisk aktive med hård intensitet. Samlet set peger resultaterne på, at der er behov for fokus på mænds adfærds- og helbredsprofil, og hvordan man der kan skabes positive forandringer.
Kvantitativ evaluering: https://sundhedscenter-vest.rksk.dk/Files/Files/X-Institutioner-og-projekter/Sundhedscenter_Vest/Sundhedsfremme/Foldere/Evaluering_Aarhus_Uni_okt_17.pdf
Kvalitativ evaluering: https://sundhedscenter-vest.rksk.dk/Files/Files/X-Institutioner-og-projekter/Sundhedscenter_Vest/Sundhedsfremme/Foldere/Kvalitativ_evaluering_af_Projekt_Sund_Mand.pdf
Styrket indsat på hospitalerne om henvisning til kommunale rygestoptilbud og alkoholrådgivning
Regionen ønsker at orientere om, at der igangsættes en proces i foråret 2018 med at styrke den systematiske indsats for forebyggelse på alle hospitaler, så alle relevante patienter tilbydes rygestop- og alkoholrådgivning. Som følge heraf forventes der at komme en stigning i antal af elektroniske henvisninger til kommunale forebyggelsestilbud.
I Vestklyngen har der fra 2015-2017 kørt et pilotprojekt, Forstærket indsats overfor storrygere i Vestklyngen, som er et eksempel på en styrket indsat på hospitalerne om henvisning til kommunale tilbud. En driftsmodel for projektet forventes at blive præsenteret på mødet i Sundhedsstyregruppen den 31. januar 2018.
Status på udarbejdelse af ny sundhedsaftale
Som del af foranalysen til den kommende sundhedsaftale arbejdes der med indsamling af erfaringer/læring og anbefalinger fra dialogmøder med klyngerne og faglige organisationer, interviews med politikere og en kvalitativ undersøgelse af perspektiver fra borgere, pårørende og frontpersonale. Derudover er medlemmerne af Sundhedsstyregruppen, øvrige kommuners direktører på sundhedsområdet og supplerende repræsentanter fra Region Midtjylland inviteret til en workshop den 20. december 2017. Formålet med workshoppen er at tage hul på den strategiske administrative drøftelse af hvilke overordnede linjer og ambitionsniveau, vi ser for den kommende sundhedsaftale. Hvad vil vi gerne være i mål med, når næste sundhedsaftaleperiode er slut ift. at udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen? Hvad forhindrer os i det? Hvordan kan vi overvinde det? Omdrejningspunktet er, hvordan vi fortsat vil udvikle det nære og sammenhængende sundhedsvæsen til gavn for borgerne – hvad vil vi opnå for borgeren, og hvordan styrker vi det tværsektorielle samarbejde.
Beslutning
Indstilling godkendt.