Abonnér
Referat
til
mødet i Faglig operationel gruppe Voksen-Somatik Gødstrup-klyngen
den 3. oktober 2024 kl. 09:00
i R022, Regionhospitalet Gødstrup

 


Sagnr.: 1-30-100-29-23

1. Godkendelse af dagsorden

Det indstilles,

at dagsorden godkendes

Sagsfremstilling

Punkter til evt.


Deltagere.

Lotte Junker, Struer kommune

Bodil Overgaard, RHG

Anne Ramsgaard, Herning kommune

Kirsten Vinter Løgsted, Ikast-Brande kommune

Per Nielsen Elb, Lemvig kommune

Anja Bach, Ringkøbing-Skjern kommune

Tina Holmgaard, Struer kommune

Troels Niemann, RHG

Birgitte Egholm Jacobsen, RHG

Helle Videbæk, Struer kommune

Gunna Andersen, RHG


Afbud.

Lisbeth Gammelgaard Trans, Almen Praksis

Rikke te Pas, Holstebro kommune

Beslutning

Dagsorden godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

2. Sundhedsrettet forebyggelse for udsatte borgere – særligt fokus på rygning.(kl. 9 - 9.30)

Det indstilles,

at gruppen drøfter mulige initiativer for systematisk opsporing af målgruppen i regi af Voksen-somatik, Voksen-Psykiatri, Børn & Unge somatik/psykiatri.
at gruppen beslutter hvem fra gruppen, der skal arbejde videre med opgaven mhp. at sikre fremdrift
at kommunerne præsenterer, hvis de allerede har relevante igangværende indsatser indenfor emnet og målgruppen

Sagsfremstilling

På mødet den 24. april vedtog Faglig strategisk gruppe, at klyngen i fællesskab skal arbejde med sundhedsrettet forebyggelse for udsatte borgere i udsatte boligområder og bosteder på det sociale område med særligt fokus på rygning og de generelle KRAM-faktorer. Beslutningen udspringer af det fokus som Faglig strategisk gruppe har haft på et nyt forebyggelseskoncept.


De tre Fagligt operationelle grupper anmodes om at arbejde på tværs af grupperne, gerne ambitiøst og gerne med nye tilgange – evt. kan der søges finansiering fra fonde.


Målgruppen for den fælles indsats er foreløbigt defineret som:

  • Udsatte borgere i udsatte boligområder og bosteder på det sociale område


Sundhedsprofilen HHDD21 præsenterer en inddeling i sociografiske områder med det formål at understøtte kommunernes indsatser i lokalområder med særlige sundhedsudfordringer. Sociografisk område 4+5 er områder med en højere andel af borgere med sundhedsudfordringer, omvendt gør det sig gældende i sociografisk område 1 og 2. I Gødstrupklyngen (omtalt som tidligere Vestklyngen i HHDD21) er der hhv. 17% og 16 % daglige rygere i sociografisk område 4 og 5, mens der til sammenligning er 7% i sociografisk område 1. Udsatte borgere vil ofte koncentrere sig i sociografisk område 4 og 5.


En del af borgere i målgruppen kan forventeligt have psykiske lidelser. Behandlingsrådets Ulighedsanalyse fra januar 2024 peger på, at der kan være ”systemiske barrierer for optimal behandling af patienter med psykiske lidelser og understreger behovet for øget opmærksomhed på denne gruppe for at reducere ulighed i adgang, behandling og konsekvenser af sygdom.”


Nikotin er stærkt afhængighedsdannende med påvirkning af hjerne og nervesystem. Tobaksrygning er samtidig den enkeltfaktor, som har størst betydning for dødeligheden og samlet set er tobaksrygning den risikofaktor som har størst forebyggelsespotentiale.

De tre fagligt operationelle grupper anmodes om at drøfte en model for tobaks- og nikotinforebyggelse for udsatte borgere i boligområder samt for bosteder på det sociale område for målgruppen. Modellen kan tage udgangspunkt i de gode erfaringer fra Rygestopprojektet i klyngen, men forventes også at indeholde differentierede tilbud, som retter sig til en mere konkret målgruppe af udsatte borgere.

I drøftelserne kan grupperne med fordel overveje:

  • Fremskudte initiativer med fysisk tilstedeværelse i boligområde.
  • Hvordan etableres systematisk opsporing af borgere til målgruppen?
  • Samarbejde med almen praksis om faste læger på bosteder mhp tilbud om nikotinerstatning.
  • Koordineret indsats mellem sundhedsplejen og den/de lokale skole(r)
  • Forslag til hvordan vi sikrer datadeling med henblik på at følge udviklingen.
  • Hvordan koordinerer vi indsatser på tværs af de tre fagligt operationelle grupper?

Med henblik på at sikre fremdrift, forventes en mindre gruppe, på tværs af de tre fagligt operationelle grupper, at beskrive en fælles model.

Faglig Strategisk gruppe forventer en tilbagemelding fra de tre fagligt operationelle grupper på mødet 27. november 2024. Ud over oplæg til forebyggelsesmodel ønskes ligeledes et oplæg til mulig fondsansøgning.

Beslutning

Struer: har igennem et tidligere projekt fået uddannet rygestoprådgivere i socialområdet. Forslag om at rygestopforløb afholdes på de steder, hvor borgerne befinder sig, med opsøgende fokus og indsatser, som er tilpasset målgruppen. Det er en gruppe af borgere, som ikke selv tager initiativ og henvender sig. Struer og Lemvig har desuden fået puljemidler til at forebygge nikotinafhængig blandt unge.


Ikast-Brande: fokus på bosteder. Samarbejde mellem bosteder og sundhedscenter. Struktur for samarbejdsmøder, men ikke reelle tilbud på stederne. Der er plads til forbedringer. Det er vigtigt at have blik for at styrke henvisningen fra almen praksis og sygehuse.


Ringkøbing-Skjern: Sundhedscenteret er i dialog med bostederne. Her oplever man hovedsageligt at det er kost og motion, som har særligt fokus og i mindre grad rygning. Opfordring til at se nærmere på KL’s udspil til fremtidens forebyggelse, hvor et af de 4 pejlemærker er at prioritere børn og unge.


Lemvig: boligsocialt projekt, hvor der også er fokus på rygning. Har også fokus på at prioritere børn og unge. Har fået puljemidler sammen med Struer Kommune


Herning: sundhedscenter forsøger at opspore på bostederne, men der er en oplevelse af at rygning ikke er det største problem og dermed heller ikke højst prioriteret. Der er til gengæld fokus og større succes i indsats med boligsocialt arbejde.


På baggrund af drøftelsen i gruppen, tager repræsentanten fra voksen-somatik gruppen følgende med ind i arbejdsgruppen:

• Fokus skal afgrænses – er det bosteder eller boligsociale områder?

• Øvrige KRAM faktorer bør ses som næste step (kan man bruge erfaringer fra nikotin indsatsen til øvrige områder som en generisk model?)

• Det er vigtigt at involvere de nøglepersoner, der har faglig indsigt. Den viden skal sættes i spil.

• Det er også vigtigt med regional deltagelse samt fra almen praksis.

• KL’s udspil for forebyggelse kan også inddrages i arbejdet. Udspillets 4 pejlemærker

o Prioriter sunde rammer for et bæredygtigt samfund

o Styrk fællesskaber for mere trivsel og sammenhængskraft

o Invester i børn og unge, de er fremtidens generationer

o Differentiér for at skabe mere lighed i sundhed


Anne Ramsgaard deltager i arbejdsgruppen med repræsentanter fra de øvrige faglige operative grupper.


Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

3. Henvisning til kommunalt sundhedstilbud med fokus på alkohol. (kl. 9.30 – 10.00)

Det indstilles,

at gruppen drøfter og afklarer, om det skal prioriteres at genoptage arbejdet med forebyggelse af alkoholoverforbrug via tidlig opsporing og indsats.

Sagsfremstilling

Mange danskere har et stort forbrug af alkohol. Et alkoholforbrug, som for mange kan være problematisk, og hvor der kan være behov for alkoholrådgivning eller -behandling. Ofte vil en alkoholafhængighed udvikle sig over tid og få store konsekvenser for den enkelte og dennes familie. Mange kommer sent i behandling, og for mange vil der inden et behandlingsforløb være gået mange år med både alkoholstorforbrug og -afhængighed.


I Danmark er et stort alkoholforbrug en væsentlig årsag til sygdom og for tidlig død. Det anslås, at 5 pct. af alle dødsfald blandt kvinder, og 9,5 pct. af alle døds fald blandt mænd, i Danmark, er alkoholrelaterede. For de fleste er det velkendt, at et for stort alkoholforbrug øger risikoen for en lang række sygdomme. Alkohol er et giftigt stof, der påvirker stort set alle kroppens organer, og alkohol er helt eller delvist årsag til mere end 200 sygdomme og tilstande. Derudover kan det påvirke den mentale sundhed, føre til afhængighed og have store soiale samt familie- og samfundsmæssige konsekvenser.


I klyngeregi har tidligere været nedsat en arbejdsgruppe under Fokusgruppen Sundhed for Voksne, som arbejdede med opsporing og forebyggelse af alkoholoverforbrug. Gruppen fik udarbejdet flyers og plakater, men pga. COVID og flytning til RHG kom det aldrig ud at leve i praksis. Daværende plan var, at arbejde med VBA-metoden til alkoholopsporing.


Sundhedsstyrelsen udgav i 2022 et rådgivnings- og implementeringsmateriale ”Dialog om alkohol”, som er værktøjer til at forskelllige samtaletyper netop VBA.

Dialog om alkohol: Rådgivnings- og implementeringsmateriale (sst.dk)


Der har både fra kommunal og regional side været en forespørgsel på, hvorvidt det vil være relevant at genoptage arbejdet med forebyggelse af alkoholoverforbrug gennem tidlig opsporing og indsats.

Beslutning

Der har været planlagt en tværsektoriel indsats, som ikke er implementeret pga. covid-19 og sidenhen flytning til Gødstrup. Materialet herfra er baseret på VBA-metoden. Der findes desuden relevant materiale fra Sundhedsstyrelsen. Dialog om alkohol: Rådgivnings- og implementeringsmateriale (sst.dk)


Målgruppen er borgere med alkoholoverforbrug. Et eksempel kan være borgere, som indlægges og skal faste og herved finder ud af at de har abstinenser. Her vil det være muligt at opspore og motivere borgere til at søge hjælp.


Sygeplejersker på hospitalet skal spørge ind til KRAM-faktorer. Ved lægefagligt journaloptag, spørges der også ind til alkohol og rygning.


Er der brug for mere viden hos de regionale sygeplejersker ift. alkohol og sundhed? Eventuelt også i forhold til, at der kan være barrierer omkring at spørge ind til alkoholforbrug. Derudover viden om tilbud i kommunerne. Ringkøbing-Skjern Kommune stiller gerne medarbejdere til rådighed, hvis der er brug for kompetenceudviklingen.


Det er vigtigt at finde ud af, hvordan relevante borgere opspores. Hvordan identificeres målgruppen? Hjerteafdelingen ved Troels Niemann vil gerne være en del af en prøvehandling. Anja Bach og Tina Holmgaard deltager gerne som kommunale repræsentanter.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

4. Samarbejde med faglig arbejdsgruppe ”Patientsikkerhed i overgange i Gødstrup-klyngen” (kl. 10 – 10.30)

Det indstilles,

at gruppen med udgangspunkt i oplæg fra faglig arbejdsgruppe ”Patientsikkerhed i overgange i Gødstrup-klyngen”  drøfter status fra gruppens arbejde.

Sagsfremstilling

Som et led i en møderække er faglig arbejdsgruppe ”Patientsikkerhed i sektorovergange i Gødstrup-klyngen" inviteret til dialog med Faglig Operativ gruppe for Voksen Somatik med en status for gruppens arbejde.


  • Status på arbejdsgruppens arbejde og kommende udviklingstiltag
  • Hvad lykkes arbejdsgruppen godt med?
  • Er der noget, der udfordrer gruppen?
  • Samarbejde mellem Faglig Operativ Gruppe og arbejdsgruppen
  • Hvordan kan Faglig Operativ Gruppe understøtte arbejdsgruppens arbejde og fremdrift?


Faglig Strategisk gruppe har på mødet d. 25.sept godkendt et kommissorium for den faglige arbejdsgruppe for patientsikkerhed. Baggrunden for dette er, at der regionalt er et ønske om at styrke patientsikkerheden i patientforløb på tværs af sektorer. Det er derfor imidlertid nødvendigt at hver af de fem PS-grupper får en formaliseret reference til den respektive sundhedsklynge – et samarbejde, som allerede er etableret via denne gruppe i Gødstrup-klyngen.

Aktuelt ligger et lovforslag om nedlæggelse af DPSD.

Beslutning

Ditte Kirk, risikomanager RHG og Janett Bech Valeur sygeplejefaglig konsulent og risikomanager, Herning kommune præsenterede et oplæg om gruppens arbejde. Oplæg er vedhæftet


Der er en oplevelse af at arbejdet med patientsikkerhed prioriteres og at der generelt er ledelsesmæssig opbakning. Der er et fortsat fokus på dokumentation i overgange ift. fravalg af genoplivning. Kan Axon bruges til noget, når det implementeres mere bredt?

Opfordring til at sætte relevante emner til afklaring/orientering på møder i faglig operativ gruppe efter behov. Faglig operativ gruppe opfordres ligeledes til at inddrage gruppen ift. nye initiativer fx patientsikkerhed i forbindelse med prøvehandlingerne i projekt om e-hospital.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

5. Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom (10.45 – 11.00)

Det indstilles,

at faglig operativ gruppe tager stilling til:
  • Hvordan kommunerne giver en tilbagemelding til henvisende sygehusafdeling?
  • Hvordan får de sundhedsprofessionelle i kommunerne mulighed for sparring med specialister på sygehuset?

Sagsfremstilling

Kommunale ledere af sundhedsfremme og forebyggelse i Gødstrup Klyngen har sendt nedenstående emner til afklaring i Faglig operativ gruppe.

Alle kommuner har nærlæst og gennemgået Kvalitetsstandard for kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom og ledergruppen i foråret drøftet, hvilke udfordringer de kan se i at efterleve krav og anbefalinger.

Ledergruppen ønsker afklaring på nedenstående:


1) Kapitel 2.2 Henvisning (side 9) vedr. tilbagemelding til henvisende part.

Henvisende part (almen praksis, praktiserende speciallæge eller sygehus) skal modtage en tilbagemelding fra kommunen om, hvilke indsatser den henviste borger har fået tilbudt/gennemført. For borgere, der selv har henvendt sig og som gennemfører indsatser, sendes desuden en melding til almen praksis. Tilbagemeldingen kræver samtykke fra borgeren.

Hvordan kan tilbagemelding til henvisende sygehusafdeling administreres i praksis? Skal tilbagemeldingen sendes til henvisende sygehusafdeling via korrespondancebrev?


2) Kapitel 3.2 Sundhedspædagogik og kompetencer i forebyggelsestilbud (side 13)

For at understøtte kvaliteten af indsatserne bør de sundhedsprofessionelle, som gennemfører den afklarende samtale og forløbene i de enkelte forebyggelsestilbud, have mulighed for jævnlig sparring med kolleger, der også har kompetencer, viden og erfaring med at gennemføre opgaverne. De sundhedsprofessionelle bør også have mulighed for sparring med specialister, fx specialiserede fysioterapeuter eller kliniske diætister på sygehus, ved behov.


Hvordan vil de sundhedsprofessionelle få mulighed for at få den sparring ved behov, som er beskrevet ovenfor? Hvordan rettes der henvendelse?

Beslutning

Afklaringen sendes videre til arbejdsgruppen ’Den gode indlæggelse og udskrivelse’. Herunder en afklaring af, hvorfor tilbagemelding til henvisende part, er blevet til en national anbefaling. Med en nysgerrighed på, hvilken effekt det forventes at have. Det vil være oplagt at invitere praktikere fra de kommunale forebyggelsestilbud til denne drøftelse. Derudover også en afklaring af, hvad tilbagemeldingen skal indeholde - er det uddybet i kvalitetsstandarden?


Forslag om at kvalitetsstandarden bliver en temadrøftelse på næste møde, med en opmærksomhed på, at der er forslag om at den patientrettede forebyggelse flyttes til regionen (udkast til sundhedsreform).

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

6. Kom godt hjem (kl. 11.00 – 11.15)

Det indstilles,

at gruppen godkender nedlæggelse af implementeringsgruppen for ”Kom godt hjem”, og at den videre implementering og opfølgning varetages af Faglig arbejdsgruppe for den gode indlæggelse og udskrivelse.

Sagsfremstilling

Projekt ”Kom godt hjem” var et  tværsektorielt initiativ i Gødstrup-klyngen der løb fra  2017 til 2019. Efter projektperiodens afslutning overgik indsatserne til drift. Indsatserne ”modtagebesøg” og ”virtuelle udskrivningsmøder” var dog ikke fuldt implementeret ved projektets afslutning. Derfor fortsatte implementeringsgruppen og har eksisteret indtil nu.

Ved seneste møde i arbejdsgruppen i juni blev det besluttet, at da alle kommuner har en form for opfølgning umiddelbar efter udskrivelsen skal henvisning til modtagebesøg ikke længere fremgå af udskrivningsrapporterne. Der skal fortsat være fokus på at afholde virtuelle udskrivningsmøder ved komplekse problemstillinger – en opgave, som kan varetages i andre tværsektorielle fora.

Implementeringsgruppen anbefaler på den baggrund til den Faglige Operative gruppe, at implementeringsgruppen nedlægges og opgaverne overdrages til Faglig arbejdsgruppe for den gode indlæggelse og udskrivelse med en opmærksomhed at sygeplejeområdet bliver inddraget.

Den Faglig arbejdsgruppe for den gode indlæggelse og indlæggelse vurderer, at den eksisterende arbejdsgruppe kan overtage og varetage opgaven.

Beslutning

Indstillingen godkendes.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

7. Status på e-Hospital. (kl. 11. 15 – 11.30)

Det indstilles,

at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Intentionen for udviklingsprojektet er, at der udvikles et digital koncept ved at designe et kontinuum af forskellige og sammenhængende digitale løsninger, der kan integreres i borgerens liv eller ved kontakt med sundhedsvæsenet.
Al forskning peger på, at borgere kommer sig hurtigere efter sygdom, hvis de behandles hjemme.

Styregruppen for e-Hospital arbejder med forskellige delprojekter


Opstart af IV antibiotikabehandling og IV væskebehandling i eget hjem (under udvikling)

 Lægevisiteret

 Præhospitalet opstarter behandling i samarbejde med Akutafdelingen, som har behandlingsansvaret. Kommunerne overtager opgaven efter to behandlinger jf. IV aftalen.

 Daglig virtuel/telefonisk stuegang.

Digitale ambulante besøg for plejehjemsbeboere (undersøgelsesfase)

 Inddragelse af pårørende virtuelt

 Samarbejde mellem Sundhedsprofessionelle.

Hoftenær Fraktur (idéfase)

 Direkte udskrivelse fra opvågning til midlertidige ophold

 Virtuel stuegang

E-fast track for multimorbide (idéfase)


Beslutning

Opstart af IV-behandling/væsketerapi i eget hjem. Prøvehandling mellem akutafdelingen og præhospitalet, hvor præhospitalet i samarbejde med læge på akutafdelingen varetager behandling efter henvisning fra almen praksis eller vagtlæge. Den store forandring er, at de to første IV-behandlinger gives i eget hjem ved præhospitalet fremfor på akutafdelingen. Kommunerne overtager, som nu, opgaven efter de to behandlinger. Det der i særdeleshed er anderledes, er at borgerne ikke ses fysisk af en læge inden opstart.


Digitale ambulante besøg for plejehjemsbeboere, hvor teknologi og skærmløsninger anvendes, så borgere på plejecentre ikke skal transporteres til fx ambulante besøg i Gødstrup. Den første undersøgelse i Lemvig Kommune, viste at der ikke var borgere på det pågældende plejecenter, som havde en ambulant tid. Undersøgelsesfasen udvides for at finde borgere i målgruppen og med et behov. Et andet set-up kan være, at borgeren skal flytte sig til sundhedshuset, hvor de kan have en konsultation med sygehuset, hvilket vil være nemmere end at køre til Gødstrup fra Lemvig. Gruppen ser også et behov for de borgere, som er i risiko for en uhensigtsmæssig indlæggelse.


Ikast-Brande har lavet en intern audit på plejehjemsbeboere, som har været indlagt og herved konkluderet at de ikke havde nogle uhensigtsmæssige indlæggelser. Der er en nysgerrighed ift., hvis denne audit sammenlignes med hospitalets audit/oplevelser af at de har uhensigtsmæssige indlæggelser. Derudover kan man evt. forestille sig, at hvis der er et alternativ, f.eks. mere hjemmebehandling, at den samme audit fra Ikast-Brande vil se anderledes ud.


E-hospital er også en dagsorden om det nære sundhedsvæsen og ikke kun det med ’strøm til’.

Hoftenær fraktur – fortsat idefase. Der er et LKT-forløb i gang, så det afventes, hvad der kommer derfra.

E-fast track for multimorbide – fortsat idefase.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

8. Orientering om samarbejde omkring kompetenceudvikling af kommunale akutsygeplejersker

Det indstilles,

at faglig operativ gruppe tager orientering til efterretning.

Sagsfremstilling

Det blev besluttet på møde i Faglig operativ gruppe den 23. maj, at der skulle udarbejdes et overblik over, hvilke muligheder der findes ift. kompetenceudvikling af kommunale akutsygeplejersker samt en afklaring af om der er brug for yderligere tilbud. Gunna Andersen og Helle Videbæk har være tovholder på processen og har i samarbejdet med Ulla Kloster, sygeplejerske med specialfunktion, Medicinsk afd. og Henrik Nielsen, Simulationskoordinator fra RHG udarbejdet et overblik over tilbud.


Opsummering af tilbuddene:


Medicinske sygeplejekurser

Et allerede eksisterende tilbud, som findes relevant for bl.a. kommunale akutsygeplejersker. Undervisningen dækker de mest almindeligt forekommende medicinske sygdomme, pleje, behandling og rehabilitering så som:

  • Medicinske mave-tarm lidelser, socialt udsatte, dysfagi, pneumoni, sepsis, håndtering af antibiotika, den hæmatologiske patient, nyreinsufficiens, sår, diabetes, hjertesvigt, KOL og den geriatriske patient.

Kurset vægter, at kursisterne præsenteres for forskellige aspekter og de nyeste tiltag inden for pleje, behandling og rehabilitering af den indlagte medicinske patient. Kurset afholdes over 4 undervisningsdage. Kurset udbydes i efteråret 2024 den 30. + 31. oktober, 11. +12. november


Følgedage på udvalgte afdelinger

Formål med følgedage er at øge Kendskab og forståelse for patientforløb samt opdatering af faglig viden inden for udvalgte afdelinger som fx Akut Afdeling, Urinvejskirurgisk Afdeling, Mave-Tarm Kirurgisk Afdeling, Medicinske Afdeling.

Generelle læringsmål for følgedage

• Få indblik i patientforløb, herunder både indlæggelses- og udskrivelsesforløb

• Opdatering af faglig viden inden for det enkelte speciale

• Hands-on læring ift. udvalgte procedure (defineres i samarbejde med den enkelte afdeling)

Afdelingen stiller en erfaren sygeplejerske til rådighed. Akutsygeplejersken har defineret egne konkrete læringsmål for følgedagen. Følgedagen starter med gensidig afklaring af ønsker og forventninger til indhold

Der er en aftale undervejs med konkrete datoer for følgedage på Urinvejskirurgisk samt Akutafdelingen.


Proceduretræningsdag

Formålet er at sætte deltagerne i stand til at pleje og behandle borgere med udvalgte procedure, således dette er i overensstemmelse med gældende retningslinjer og procedurebeskrivelser. Emner og procedure der vil blive undervist og trænet i er:

  • KAD (Kateter A Demur) - pleje, anlæggelse og seponering
  • PVK (Perifært Venekateter) - pleje, anlæggelse og seponering
  • Ernæringssonde – pleje, anvendelse, anlæggelse og seponering
  • TOPS/ABCDE - Akut patient
  • Special katetre, dræn og trakealkanyle – pleje, anvendelse og evt. seponering


Første proceduretræningsdag er den 21. november. Invitationer sendes snarest.


Tilbud om følgedage og proceduretræningsdag ses som prøvehandlinger og vil således løbende bliver evalueret


Beslutning

Det tilføjes at det er gratis at deltage i følgedage. Datoer sendes ud hurtigst muligt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-100-29-23

9. Eventuelt

Det indstilles,

at Faglig Operativ gruppe drøfter indkomne punkter.

Beslutning

Bodil Overgaard og Lotte Junker har været inviteret til møde i faglig strategisk gruppe, hvor de gav en status på arbejdet i faglig operativ gruppe, herunder hvad gruppen lykkes med og hvad der udfordrer.


Der blev orienteret om følgende emner:

-Samarbejde om kompetenceudvikling af kommunale akutsygeplejersker

-Samarbejde om borgere med hoftenær fraktur

-Prøvehandling med blodtransfusion på kommunale midlertidige pladser i Struer

-E-hospital

-Samarbejdsaftale om telemedicinsk sårvurdering

-Tværsektorielt samarbejde om opsporing af reaktion på truende karsygdom

-Implementering af TeleKOL

-Implementering af 72 timers behandlingsansvar

Derudover at der fortsat er udfordringer med hjælpemidler og tilgængelighed i kommunerne. Faglig strategisk gruppe bad derfor om mere detaljeret beskrivelse af problemstilling. Beskrivelsen skal indeholde både kommunale og regionale perspektiver og have et borgerrettet fokus.


Der er medlemmer af faglig operativ gruppe, som er uforstående overfor at denne problemstilling er bragt videre i faglig strategisk gruppe, da det tidligere har været drøftet. Det står til referat fra møde i faglige operativ gruppe den 23. maj 2024, at problemstillingen sendes videre til faglige strategisk gruppe.

Tina Holmgaard, Bodil Overgaard, Kirsten Løgsted og Birgitte Jakobsen arbejder videre med at beskrive problemstillingen nærmere.

Tilbage til toppen

Kvalitet og Digitalisering

Regionshospitalet Gødstrup 
Hospitalsparken 15 ▪ Gødstrup
DK ▪  7400 Herning 


Henvendelse om Sundhedsaftaler:

Konsulenter for det tværsektorielle samarbejde

Gunna Andersen, 2155 5628

Charlotte Mouristen, 2095 2301

Webredaktør:
Kirsten Klejnstrup 
Kvalitet og Digitalisering